Vintersjov: Erhvervsforeningen Destination Blokhus er for andet år i træk klar med et program fyldt med aktiviteter for hele familien

Destination Blokhus danner rammen for familieoplevelser i uge 7 + 8 med skøjtebanen som omdrejningspunkt, og der er isende gode oplevelser i hele destinationen fra lørdag den 8. februar til lørdag den 22. februar.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus er for andet år i træk klar med et program med aktiviteter for hele familien.

Skøjtebanen har åbent alle dage i vinterferien – men det er ikke det eneste der sker i destinationen.

Udover at skøjtebanen har åbent alle dage, vil der hver fredag og lørdag aften være ”Disco on Ice”, hvor der skrues godt op for lys og lyd, så det er muligt at vise de sejeste tricks på banen.

Hver mandag aften er det muligt at deltage, når der spilles ishockey på banen.

Her vil det være muligt at lære grundreglerne i spillet og følelsen af at navigere rundt på banen med en ishockey-stav.

Oplev også et vaskeægte skøjteshow - når skøjteprinsesserne fra Aalborg Skøjteløberklub indtager isen med et fortryllende show lørdag den 15. februar og torsdag den 20. februar på Blokhus Torv.

Her er det muligt at opleve nogle af Danmarks dygtigste konkurrenceløbere og mesterskabsløbere på helt tæt hold og måske endda prøve et par af deres tricks af, efter showet?

Hvis ikke du har dine egne skøjter med, kan du leje skøjter hver dag i vinterferien.

Fastelavn

Søndag 16. februar er der god grund til at møde udklædt op i Hune Bageri, når bageriet forvandles til en ægte fastelavnsfest. Moster Meta og hendes monstre kommer og laver sjove monsterudklædninger samtidig med, at hun inviterer børnene ind i hendes monsterunivers og tager dem med på monsterjagt.

Herefter kan børnene slå katten af tønden og måske blive kåret som årets kattekonge og kattedronning.

Hune Bageri vil byde på noget godt til ganen til de deltagende efter tøndeslagning.

Unikke naturoplevelser

Tag det varme tøj på og oplev noget af Danmarks flotteste natur på tætteste hold, når de sprudlende naturguider Karen og Christoffer fra ”Badass Biologi” tilbyder guidede ture i både skoven, i klitterne og ved stranden.

Da der altider stor søgning til arrangementerne, anbefales det at booke på forhånd.

Fårup Sommerland tilbyder rideture i den smukke natur omkring Fårup hver lørdag og søndag i vinterferien. Her vil det være muligt at hjælpe med at klargøre hestene inden turen.

Snapchatløb

Blokhus snapchatløb er en god gammel klassiker, som ofte er på ferieprogrammet i destinationen. Børn og unge elsker løbet. Snapchat fænomenet er kendt af stort set alle og i dette løb, skal deltagerne med deres mobil i hånden løse opgaver i området.

Vinterselvforkælelse

En af de ting der kendetegner destinationen, er mulighederne for velvære og selvforkælelse og det vil der være stor mulighed for i vinterferien, når Saunahytten byder på SaunaGus, hvor hver session består af tre forskellige gusoplevelser kombineret med et dyp i Vesterhavet, samt almindelig sauna med havudsigt.

Det er også muligt at prøve Yoga i Kalstrup Livsstilshus, når instruktørerne byder indenfor til forskellige yoga-timer.

Til de morgenfriske typer, står Søstjernerne klar hver morgen, til at tage en dukkert i det friske Vesterhav.

Derudover tilbyder Fodslaw Jammerbugt også en vintervandring tirsdag i begge uger, hvor der er mulighed for at blive fortryllet af det barske klitlandskab og vinterskoven.

Kreativitet og fællesoplevelser

Blokhus Lys inviterer familien ind til at lave deres egne lys. Her findes en selvdyp afdeling, hvor en palette af farver står til rådighed. Mor og far kan sagtens være med, ellers kan de nyde en kop kaffe i hyggeområdet.

Udover lys, er det også muligt at deltage i en glasworkshop med Eva Mose Design. Slip fantasien løs og lav en figur lige efter dit hoved.

Ikke langt fra Blokhus Lys ligger Center for Papirkunst. Her kan man opleve ”Vidunderlige Vinterklip”, der også er en unik oplevelse. I kan udforske jeres kreative side i papirværkstedet og samtidig gå på oplevelse og se spændende international papirkunst i smukke rammer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...