SUCCES: Musikfestivalen kommer ud med sorte tal på bundlinjen for 21. år i træk

FJERRITSLEV: Med et resultat på 200.751 kroner luner det igen i regnskaberne hos de fem foreninger, der står bag VesterhavsRock i Fjerritslev, nemlig FIF Håndbold, FIF Fodbold, Fjerritslev Gymnastikforening, Fjerritslev Tennisklub og Fjerritslev Badmintonklub.

Det er 21. år i træk, bestyrelsen for VesterhavsRock kan præsentere sorte tal på bundlinjen, oplyser formand Søren Kjeldtoft Mortensen.

−Vi er stolte og glade over, at arrangementet kørte så godt, som det gjorde. Ikke mindst på grund af de mange fantastiske hjælpere og glade gæster. Det gør altså det hele lidt nemmere, fastslår formanden.

Søren Kjeldtoft Mortensen oplyser, at der var ca. 3.300 mennesker på pladsen, og omsætningen var på niveau med sidste år.

− Og vi er sikre på, at tiltaget med kasseterminaler bliver en gevinst for os fremover, tilføjer han.

Bestyrelsen er allerede i fuld gang med at planlægge næste års program, og det første musiknavn ventes offentliggjort inden længe.

− Vi forsøger at holde vores gode kvalitet og bredden på vores kunstnere, så der er lidt for alle aldre.

Overrækkelsen af checks som andel af årets overskud til de fem arrangerende foreninger vil foregå i Idrætscenter Jammerbugt ved et stort badmintonstævne 24. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...