EVENT: Mange børn og voksne lod sig udfordre i afvekslende terræn, da der var premiere på afløseren for de seneste års Xterra

SLETTESTRAND: Trods vedvarende regn fejlede humøret bestemt ikke noget, da Explore Slettestrand blev afviklet med korte og lange distancer for såvel løbere og gående som mountainbikere.

Deltagerantallet nåede næsten op på de forventede 250 børn og voksne, der primært – og helt i tråd med målsætningen – kom fra lokalområdet, mens enkelte havde taget turen så langt som fra Aarhus og Vejle for at lade sig udfordre af det flotte og afvekslende terræn omkring mellem Slettestrand og Svinkløv.

Det er første gang, denne sportsbegivenhed udelukkende er på lokale hænder, efter at der de seneste år har været afviklet en afdeling af det landsdækkende Xterra, og eventansvarlig Anders Kronborg erklærer sig også tilfreds med opbakningen. Kun et enkelt hold – den lange duatlon-stafet – måtte aflyses på grund af manglende tilslutning.

− Det her er en begivenhed, hvor de lokale foreninger og virksomheder får lov at vise sig frem, og ingen skal tjene på arrangementet, understreger han.

En af de lokale virksomheder var Madsmedjen, som i dagens anledning var rykket ud af de vante rammer i Hjortdal til startområdet skråt over for Havbådehuset. Her havde kok Kresten Kronborg travlt med at tilberede lækker, varm mad fra naturens eget spisekammer, så de mange deltagere kunne sætte sig under teltdugen og lade sig beværte efter anstrengelserne ude på ruterne.

I næste uge følger vi op med Anders Kronborgs evaluering af hele forløbet omkring Explore Slettestrand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...