Den del af bygningen, hvor kunderne normalt bevæger sig rundt og kigger efter varer, er beskadiget og skal renoveres

FJERRITSLEV: Det er et ærgerligt EDB Center, der må anerkende, at 2020 ikke er et helt almindeligt år. En brand i lejligheden på 1. sal, lige over EDB Center i Fjerritslev, blev fredag 6. november slukket uden nogen tilskadekomne.

Desværre resulterede det i store vandskader i EDB Centers forreste del af butikken.

- Den del af bygningen, hvor kunderne normalt bevæger sig rundt og kigger efter varer, er beskadiget og skal renoveres, fortæller indehaver af butikken, Tage Thomsen.

Taknemmelig er butikken for de mange varer, beredskabsstyrelsen hjalp med at flytte, inden vandskaderne for alvor indtraf. Alle varer på lager er derfor uden skader og selvom man ikke kan få samme overblik inde i butikken, kan man stadig handle varer. Vil man forbi butikken, har EDB Center sørget for, at man kan blive betjent via den midlertidige indgang.

- Varesalg, udlevering og værkstedsbesøg vil foregå via indgangen i smøgen til venstre for butikken, forklarer Tage Thomsen.

Butikken skal have en fuld indvendig renovering, og den forreste del af butikken er nu ved at blive ryddet, så håndværkerne snarest kan starte. Renoveringen bliver dog ikke færdig inden jul, må Tage Thomsen erkende.

- Serviceopgaver ude samt online hjælp vil dog være som vanligt, siger han.

Hverken værksted eller lager har været ramt af vandskaderne efter branden i lejligheden ovenover, og derfor er ingen kunders produkter til reparation blevet beskadiget.

- Vi skal nok komme gennem det med fælles hjælp, og vi vil glæde os til nyrenoverede og friske lokaler så hurtigt som muligt, siger Tage Thomsen om situationen.

Men døren står stadig åben hos EDB Center i Fjerritslev, der håber at man ikke vil lade sig stoppe af de midlertidige udfordringer - det vil de hvert fald ikke.

Åbningstider er fortsat uændret, og så er de også til at træffe på telefon eller mail.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...