Søndag 2. august kl. 19 omlægges en del af dagens gudstjeneste i Lerup Kirke til en vandring i naturens egen grønne kirke. Ved kirkeGANG mødes man nemlig ved kirken – den af sten - og sendes efter en kort indledende gudstjeneste ud på en vandring i den nærliggende natur på en god times tid.

Det oplyser Per Iversen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Brovst, Øland-Langeslund, Torslev-Ø. Svenstrup og Lerup-Tranum-Koldmose Pastorater.

- På søndag bliver der således tale om en skøn aftentur i området omkring den fantastiske Fosdalen og den lige så mageløse Lien, hvor landskabet skal opleves i sin flotte højsommerdragt. Bl.a. vil en del af aftenens vandring foregå på et udsnit af vandre-ruten mellem Fosdalen og Tranum, skriver han.

Denne udgave af kirkeGANG foregår under temaet ”Møder med Gud på vejen”, og forskellige indslag af musisk eller meditativ art vil undervejs lægge vinkler på det. Turen slutter tilbage i Lerup Kirke med nadvergudstjeneste.

Den næste arrangement i Lerup Kirke finder sted tirsdag d. 11. august, hvor der er Musik i Han Herred-koncert med gruppen Tradish, der fremfører musik med rødder i den irske folkemusik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...