ÅBNING: Det store trækplaster ved åbningsfesten var en specialbygget traktor, som er blevet til i samarbejde med »Gutterne på kutterne«

GØTTRUP: Det er en sjælden begivenhed, at der åbner en ny forretning i Gøttrup. Men det er ikke desto mindre det, der nu er sket med lanceringen af Emma Haubro og Mathias Sønderhaven Klosters splinternye butik, der tilbyder alt inden for værktøj, arbejdstøj, legetøj, kemiprodukter og have-/parkudstyr.

Der er også belysning til maskiner på reolvæggene, ligesom parret har eget skilteværksted og desuden laver på påtryk på arbejdstøjet. Til forårs- og sommersæsonen næste år kommer der plæneklippere og andet haveudstyr i butikken, fortæller de.

− Og næsten alt kan skaffes hjem, hvis vi ikke har varen på hylderne, fastslår Emma og Mathias. De to iværksættere, der er henholdsvis 23 og 22 år, har masser af mod på en fremtid, hvor de nu kan dele hverdag på samme arbejdsplads. Privat bor de til leje i Aabybro og har sammen en lille datter på 15 måneder.

Den nye butik er indrettet i de tidligere Inform-bygninger på Gøttrupvej 257 og er en del af firmaet SK Smede & Maskinværksted, som Mathias etablerede pr. 1. oktober sidste år med Vækst Jammerbugt som en nyttig sparringspartner.

»SK« er forbogstaverne i Mathias’ mellem- og efternavn. Han var allerede i 2017 sprunget ud som selvstændig med firmaet SK Service og Klargøring og lejede sig fra begyndelsen af 2018 ind i Informs lokaler, der var blevet ledige, da Aalborg-virksomheden lukkede sin afdeling i Gøttrup.

Inform A/S producerede inventar til tandlægeklinikker og beskæftigede en snes medarbejdere i Gøttrup. Virksomheden er nu fusioneret med Climo A/S til Danish Healthcare Design med hjemsted i Hobro.

− En del af de tidligere medarbejdere fra Inform har kigget indenfor den seneste tid for at se, hvordan her nu ser ud, fortæller Mathias.

Efter opvæksten på en gård ved Vester Thorup blev Mathias uddannet landbrugsmaskinmekaniker hos Oles Smedeforretning i Haubro ved Aars, mens Emma, der er fra Ulsted ved Hals, har uddannet sig som salgsassistent hos Klim Fjerritslev El.

Mathias har nu købt Inform-bygningen med overtagelse pr. 1. september i år, og her er der knap 3.000 kvadratmeter lokaler at boltre sig i. En del af komplekset er udlejet til firmaet TM Anlæg & Have, men der er stadig masser af plads, der kan udnyttes, noterer han sig.

Selv har Mathias indrettet et smedeværksted på 600 kvadratmeter, hvor han til daglig laver service og reparationer på biler, traktorer og havemaskiner. Han har to ansatte – en udlært og en ufaglært smed – som primært beskæftiger sig med montage af staldinventar.

Emma vil være den, der til daglig skal passe den nye butik, som vil være åben mandag-torsdag til klokken 16 og fredag til klokken 14, mens parret indtil videre har valgt at holde lukket i weekenden. Alt det håndværksmæssige i forbindelse med indretningen af butikslokale og kontor har de energiske unge mennesker selv stået for med god hjælp fra familien.

Forud for åbningsfesten 1. november oplevede Mathias en del opmærksomhed omkring sine evner og kreativitet inden for smedefaget. Historien har en nær sammenhæng med de unge fiskere fra Thorup Strand, idet Mathias kender flere af »Gutterne på kutterne«.

− En dag, hvor vi sad og hyggede os først på sommeren, faldt snakken på, om ikke vi skulle bygge en traktor, der kunne bruges til traktortræk, fortæller Mathias.

Jesper Olsen havde en gammel motor fra faderens ophuggede båd »E.M. Olsen«, og der var ikke langt fra tanke til handling. I løbet af to måneder havde Mathias bygget vidunderet, der har en trækkraft på 500 HK, og hvis bagparti stammer fra en traktor, der blev købt på Hobro-egnen. Alle omkostninger blev dækket ind via lokale firmasponsorater.

Traktoren blev vist frem ved årets traktortræk ved Gravensgaard øst for Fjerritslev, og gutterne fra Thorup Strand, som var i gang med nye optagelser til den populære tv-serie, deltog selv i et tilsvarende traktortræk ved Aars.

− Vores traktor var uden for konkurrence, men den klarede »full pull« hele tre gange, beretter Mathias.

Han havde undervejs også besøg af tv-holdet i værkstedet på Gøttrupvej 257, og ved åbningen af den nye butik dukkede »Gutterne på kutterne« selv op og lod sig fotografere af gæsterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...