25-året for Danmarks første økologiske øl fejres med lokal malt samt perle- og Saphir-humle

THISTED: I år er der gået 25 år, siden Thisted Bryghus som det første danske bryggeri sendte en økologisk øl på markedet - Økologi Thy Pilsner. Det fejrer bryggeriet resten af året, og i anledning af jubilæet har man netop sendt en økologisk jubilæumsøl på gaden:

- Vi har fundet den gamle opskrift frem og peppet den op med lokalt økologisk malt fra Gyrup. Lige fra det første bryg har vi brygget med økologisk perlehumle som bitterhumle, men derudover har vi i vores jubilæumsudgave tilsat et godt skud økologisk Saphir-humle efter endt kogning. Vi har valgt ikke at filtrere jubilæumspilsneren, da vi derved bevarer mest muligt af den friske humlesmag, fortæller brygmester Antoni Aagaard Madsen.

Den ny øl bærer navnet Økologisk Thy - 25 års Jubilæumsøl.

- Resultatet er en frisk og spændstig pilsner med mere krop og smag i forhold til den klassiske Økologiske Thy Pilsner. Skøn alene, men også en dejlig ledsager til en god frokost eller til en middagsret med grøntsager og ikke for mørkt kød, siger Antoni Aagaard Madsen.

Det var FDB - det nuværende Coop - der tilbage i 1995 hoppede på økologien og aftog hovedparten af de økologiske øl de første år. I dag finder man økologisk øl, sodavand og saft fra Thisted Bryghus overalt i landet. Den ny øl er allerede på markedet i Coop’s butikker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...