Genudsendelse: Udstillingen vises nu igen i Galleriet på 1. sal efter ønske fra besøgende

I forbindelse med Fjerritslev Kinos 30-års fødselsdag i maj måned i år kunne man i Galleriet på 1. sal se udklip og billeder fra alle 30 år sirligt udklippet og sat på plancher af Jytte Kjeldahl, som arbejder i Ide-gruppen samme sted.

Udstillingen fortæller historien om ”Biografen, der ikke ville dø”– helt fra 1989, hvor en flok ildsjæle kæmpede for, at den lokale biograf i Fjerritslev skulle bestå.

Plancherne vakte stor begejstring hos de fremmødte til festlighederne samt de biografgængere, der kom gennem den uge, hvor de hang i Galleriet. Rigtig mange udtrykte dog også, at den ene uge var for kort tid, man ville gerne vende tilbage og læse lidt mere indgående om filmene, foredragene, musikken og hvad der ellers var budt på fra Kinos side igennem tiden.

- Det råder Kino nu bod på ved igen at hænge plancherne op, så alle har mulighed for at tilbringe stunder med tilbageblik og glæde over alt det, der er sket i vores lokale biograf. Og det er faktisk slet ikke så lidt, fortæller Kanne Pries, som ligeledes er frivillig i Ide-gruppen i Fjerritslev Kino. Gå selv op og kig, opfordrer hun.

Ideen med at samle avisudklip, gamle filmplakater, fotos samt andre relevante effekter opstod, da Fjerritslev Kino i 2007 fejrede sin 100-års fødselsdag. Dengang, i november 2007, var der ligeledes en udstilling i Galleriet. Frivillige fra Kino kiggede i egne gemmer, var på ”Avisen” og kiggede gamle Fjerritslev Aviser igennem og fik lov at tage kopier med hjem.

- Da udstillingen blev taget ned, stod vi tilbage med en temmelig stor bunke, som vi ikke lige vidste, hvad vi skulle gøre med, beretter Kanne Pries.

Bunken endte hos Jytte Kjeldahl, som siden har samlet det hele i et utal af scrapbøger, som nu har deres faste plads i Galleriet. Scrapbøgerne har fået deres eget skab – naturligvis tegnet og fremstillet af to af Fjerritslev Kinos frivillige, nemlig Jens Dalum og Erik Olesen. Scrapbøgerne er tilgængelige for Kinos besøgende.

Udstillingen ”Fjerritslev Kino som foreningsdrevet biograf gennem 30 år” vil være at se i september og oktober måned i Kinos åbningstider.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...