HJEMSTAVNSTRÆF: Lørdag 13. juni afvikles »træffet for alle, der holder af Han Herred« for 21. gang

FOSDALEN/SLETTESTRAND: Udvalget bag Træf Han Herred er nu klar til at løfte sløret for programmet til årets hjemstavnstræf, der finder sted lørdag 13. juni med Fosdalen og Slettestrand som omdrejningsakse.

Det er 21. gang, Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred indbyder enhver, der holder af Han Herred, til at mødes om et hyggeligt og indholdsrigt samvær med fællessang, fortælling, rundvisning, frokost og kaffe.

Dagen begynder med morgensang klokken 10 i Lerup Kirke, hvor sognepræst John Kristensen vil berette om kirkens spændende historie, der knytter sig til den nærliggende Vor Frue Kilde i Fosdalen og den keltiske indflydelse på den første kristne tid i Nordjylland.

Herefter går turen til Naturcenter Fosdalen for at besøge naturvejleder Svend Møller Nielsen, der er parat til at vise rundt og øse ud af sin store viden om Han Herreds natur. Her vil der også blive serveret en kop formiddagskaffe.

Eftermiddagens program begynder med frokost på Feriecenter Slettestrand, hvorefter der bliver lejlighed til at lytte til lidt mere fortælling og ikke mindst tid til frit samvær, inden det hele slutter med eftermiddagskaffe.

Udvalget bag Træf Han Herred består af Jørn Kjær, Jytte Vuust Nielsen, Maren K. Nielsen, Ole L. Nielsen, Jette Pedersen, Kristian Pedersen, Trine Svestad og Kurt Brandi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...