Sport: Alle kan være med, når en stor gruppe ældre mødes for at motionere og have det sjovt

Klim: Tirsdagsklubben i Klim er klar efter sommerferien, og i sæson nummer 17 af slagsen, er der som altid lagt op til masser af motion og gode grin.

Sædvanligvis er omkring 100 med i tirsdagsklubben, der ikke er et decideret hold, men et tilbud, man kan møde op til fra gang til gang.

- Man er ikke forpligtet, og folk kan komme som det passer med deres øvrige forpligtelser med for eksempel børnebørn, og for det meste er vi vel omkring 70 pr. gang, fortæller Grethe Kirketerp Nielsen, der er Tirsdagsklubbens talsperson og selv aktiv.

Igen i år er der blandt andet gymnastik, petanque, yoga, floor ball, curling og en tur i motionscentret på programmet.

- Og så har vi også fået kortspil på programmet, for det har været et ønske, siger Grethe Kirketerp Nielsen.

Og alle kan være med, for instruktør Aase Jensen, som nogen måske kan huske fik prisen som årets frivillige i Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI sidste år, har nemlig en klippefast tro på, at alle kan være med - og alle gør det, de kan - også hvis man sidder i kørestol eller har en rollator.

- Vores dygtige træner, Aase Jensen er så god til at motivere medlemmerne til at være med, og hun siger altid, at der er plads til alle, fordi alle kan bidrage med, hvad de kan hver især, smiler Grethe Kirketerp Nielsen.

Hver gang bliver der sluttet af med rundstykker, kaffe og en sang eller to i cafeteriaet.

- Det er derfor, det koster 30 krone at være med, fortæller Grethe Kirketerp Nielsen.

Tirsdagsklubben er hver tirsdag fra 9.00-11.00, og der er opstart 10. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...