Tirsdagsklubben i Thorup-Klim Hallen nyder stadig stigende popularitet og har nu ikke færre end 105 medlemmer, fortrinsvis blandt egnens seniorer.

Dette ugentlige motionstiltag har nu eksisteret i 16 sæsoner, og tirsdag efter tirsdag mødes 70-80 af klubbens medlemmer for at røre sig og hygge sig sammen. Det ældste medlem er netop fyldt 90 år og er forsat yderst aktiv.

Samværet varer fra klokken 9 til 11 og begynder altid med fælles opvarmning ved instruktør Aase Jensen. Derefter går det løs i forskellige discipliner som hockey, petanque, curling og yoga. I den forløbne sæson har Tirsdagsklubben også haft glæde af at kunne benytte hallens nyindviede motionscenter.

Aase Jensen har på sin friske og inspirerende facon været primus motor i klubben lige siden 2011:

- Aase er meget engageret og sørger for at få alle med, uanset hvordan ens fysik er. Hendes gymnastik er meget kreativ. Hun fornyr den hele tiden, tilfører nye elementer og sørger for, at alle får hele kroppen rørt. Hendes gode humor og skægge kommentarer, sammen med den skønne musik, får det hele til at glide let ned, lyder karakteristikken fra Grethe Kirketerp Nielsen, der er koordinator og kasserer i Tirsdagsklubben.

Efter de mange fysiske aktiviteter i Tirsdagsklubben fortsætter Aase Jensen med samme utrættelige energi som leder for et yogahold. I øvrigt er hun netop blevet hædret med Klim Sparekasses Idrætspris 2019 i Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening.

Sidste del af formiddagen foregår i cafeteriet på første sal, hvor der drikkes kaffe, spises rundstykker, hyggesnakkes og synges fællessang efter Han Herred Sangbogen.

Af og til bliver der også tid til en fælles busudflugt, hver gang med Flemming Troelsen, tidligere lærer på Fjerritslev Skole, som kyndig guide. Et af besøgene gik til Flade på Mors med besøg i præstegården hos sognepræst Anne Birthe von Holck, og en anden tur gik med dobbeltdækker til Aalborg, hvor første stop var Fjordbyen med efterfølgende besigtigelse af den nye havnefront, besøg i Musikkens Hus og et kig på byens mange spændende gavlmalerier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...