Nabohjælp og sikring af døre og vinduer er en god ide

JAMMERBUGT: Julen er højsæson for indbrud, men særligt sikring af døre og vinduer samt opmærksomme naboer kan nedsætte risikoen for, at julefreden afbrydes af ubudne gæster.

Mange forlader deres hjem i juledagene, og det tøver indbrudstyven ikke med at udnytte. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2017 anmeldt omkring 29.000 indbrud, og selvom det er det laveste tal siden 2007, er indbrudstallet stadig væsentligt højere end i andre europæiske lande.

Ifølge Lene Rasmussen, som er skadechef hos Gjensidige Forsikring, er der ting, du selv kan gøre, for at mindske risikoen for at få indbrud, mens dit hjem står tomt.

Det er især igennem døre og vinduer, at tyvene trænger ind i hjemmet, og det er derfor et godt sted at starte. Lene Rasmussen anbefaler at anskaffe sig indbrudssikrede vinduer og døre, som gør det sværere for indbrudstyven at bryde ind i huset.

- Det har en forebyggende effekt ved indbrud, da de tager væsentlig længere tid at bryde op sammenlignet med almindelige døre og vinduer. Står indbrudstyven og skal vælge mellem to huse, undgår personen typisk det, der har indbrudssikrede døre og vinduer, forklarer hun.

Overvej at opsætte alarmer i hjemmet, da de sætter indbrudstyven under tidspres. Selvom alarmer ikke er en garanti mod indbrud, så har de en forebyggende effekt, fordi de skaber larm og opmærksomhed og dermed ofte minimerer skaden ved et indbrud.

Fjern værdigenstande som eksempelvis computere og smykker, så de ikke er synlige ude fra gaden. På den måde skal indbrudstyven bruge længere tid på at opspore ting af værdi, hvilket kan være med til at minimere mængden af stjålne genstande. Gør det generelt besværligt for indbrudstyven at finde det, personen leder efter.

Bed din nabo om at holde øje med boligen, mens du er væk. Det gør det sværere for tyven at gennemskue, om der er nogen hjemme eller ej.

Din nabo kan eksempelvis skovle sne, tømme postkassen, flytte rundt på ting inde i hjemmet og løbende flytte bilen, så det ligner, at der er aktivitet på din adresse. Skulle du være så uheldig at få besøg af ubudne gæster i julen, opfordrer Lene Rasmussen til, at du husker at gemme kvitteringer og tage billeder af dine værdigenstande, således at du bedre kan dokumentere, hvad du har mistet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...