EVENTYRREJSE: »Jorden rundt med mine strikkepinde« er titlen på Trine Eger Nielsens livsbekræftende fortælling om drømme og virkelighed

FJERRITSLEV: Mandag 9. marts inviterer Kulturforeningen Tinghuset til en aften med Trine Eger Nielsen, der vil berette om sin strikkerejse til New Zealand i vinteren 2018-19.

Under sin rundrejse købte hun en masse fantastisk uldgarn, designede, strikkede, skrev − og strikkede igen. Det blev til en skøn og livsbekræftende fortælling om drømme og virkelighed, om uld, kærlighed, strik og passion, som hun samlede i bogen »Jorden rundt med mine strikkepinde« på forlaget Saxo Publish.

Bogen er en blanding af strikkeopskrifter og gode historier. De strikkede modeller bærer tydeligt præg af hendes passion for naturmaterialer og et gennemført design til sweatre, huer, halstørklæder og sjaler.

Trine Eger Nielsen, der født på Møn og opvokset i Vordingborg, har strikket og designet, siden hun var barn, og har en uddannelse som håndarbejdslærer fra Håndarbejdets Fremme Seminarium. Derudover er hun relationscoach og har gennem undervisning på mange niveauer formået at skabe en særlig symbiose mellem begge uddannelser til modtagerens bedste.

I Trine Eger Nielsens foredrag i Tinghuset bliver tilhørerne delagtiggjort i hendes rejse og det at tage store beslutninger og følge sine drømme, ligesom hun øser ud af sine oplevelser og erfaringer med uld og strik. Det hele bliver krydret med en masse dejlige billeder med fra det smukke og fantastiske New Zealand.

Ikke mindst får publikum lov til at se og røre ved det skønne garn og alt, hvad hun har strikket, og der bliver også serveret kaffe og kage.

− Man er meget velkommen til at medbringe eget strikketøj, men det er overhovedet ikke noget krav, understreger arrangørerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...