TIF 98’s hovedsponsor Sparekassen Vendsyssel og Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst gav TIF 98 en fremragende start på efterårssæsonen. Hovedsponsoratet blev forlænget, så det også er Sparekassen Vendsyssels logo, der skal pryde det røde kamp-, klub- og opvisningstøj i de kommende 3 år.

Som om det ikke var nok, så imødekom Sparekassen Vendsyssel og Sparekassen Vendsyssels Fond, Brovst også ønsket om en ny Airtrack til den sprudlende gymnastikafdeling.

I de sidste par år, har der været et stigende antal gymnaster i gymnastikafdelingen i TIF 98, det skyldes ikke mindst fantastisk gode instruktører og en god stemning på holdene. Helt centralt er det også, at der er et godt niveau i selve træningen, og en masse dygtige gymnaster på gulvet. I år har holdet for de unge – Stjernemix sat en ny rekord med 40 deltagende gymnaster.

- Vores gymnastikafdeling oplever en suveræn opbakning, og Stjernemix-holdet er et tydeligt bevis på det. At vi har 40 aktive deltagere på ét hold er helt fantastisk og mere end vi turde drømme om. Derfor er vi også meget glade for den nye airtrack, der er nødvendig for at lave en god og sjov træning, fortæller instruktør og repræsentant fra gymnastikudvalget, Johanne Pagh Torp.

Airtracken er et fantastisk redskab til at tilbyde fortsat udviklende gymnastiktræning og rumme de mange aktive gymnaster, så det er helt fantastisk at Sparekassen Vendsyssel har muliggjort det nye indkøb. I gymnastikafdelingen har de taget godt mod den nye airtrack, og den er allerede i brug flere gange om ugen, så alle gymnasterne kan være klar til forårets opvisninger.

Foreningens formand Jeppe Østergaard udtaler: ”Vi er meget glade for det gode samarbejde med Sparekassen Vendsyssel, banken og fondens hovedsponsorat er helt centralt for at få foreningens hverdag til at hænge sammen. Sponsoratet muliggør køb af tøj til de respektive afdelinger, og gør at den frivillige energi så kan fokuseres andre steder end på at rejse penge til tøj. Derudover er det yderligere sponsorat af den nye airtrack jo helt fantastisk for os som forening. Det gør det muligt fortsat at udvikle på gymnastikken, så vi stadig kan have et fantastisk gymnastiktilbud fremover. Derudover er det også en god anerkendelse af de frivillige instruktører, der leverer en stor indsats i foreningen. Derfor er vi meget glade for det fortsatte samarbejde med Sparekassen Vendsyssel.”

TIF 98 ser frem til, med bankens støtte, at fortsætte udviklingen af foreningen med såvel nye som kendte tiltag med masser af fokus på fællesskab. Idrætsforeningen forsøger at skabe en bred vifte af tilbud, så der er en aktivitet for alle de lokale borgere, og det samtidig er muligt at tiltrække interesserede fra oplandet. Den økonomiske støtte fra hovedsponsoratet og de øvrige sponsorer i klubben er med til at give de frivillige kræfter mulighed for at nytænke og udvikle foreningen, og i TIF 98 er der i høj grad fokus på arbejdet med udvikling, så TIF 98 fortsat er et interessant sted for mange medlemmer.

- Der er altid plads til flere, både aktive medlemmer og frivillige med gode idéer, med den store sponsoropbakning og den frivillige indsats, har vi et godt udgangspunkt for at byde flere indenfor i TIF 98, fortæller Jeppe Østergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...