PLANLÆGNING: Arbejdsgruppen er i fuld gang med salg af stande og tilrettelæggelsen af et bredt underholdningsprogram

KLIM: En arbejdsgruppe med rødder i Thorup-Klim Boldklub og Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening er i fuld gang med planlægningen af Forårsmessen 2020, som finder sted i Thorup-Klim Hallen i weekenden 7.-8. marts.

− Det går rigtig godt med salg af stande, og vi er ved at forberede et spændende program med underholdning for børn og voksne samt modeopvisning, hårshow med videre. Lennart Breum bliver også denne gang konferencier, fortæller messekoordinator Henrik Agesen.

Forårsmessen i Thorup-Klim Hallen har været afviklet hvert andet år siden 1988, to år efter hallens indvielse.

Messen i 2018 gav et overskud til støtteforeningerne for henholdsvis Thorup-Klim Boldklub og Thorup-Klim Ungdoms- og Gymnastikforening på i alt 96.800 kroner.

− Overskuddet fra Forårsmessen er særdeles vigtigt for den daglige økonomi i de to hovedforeninger, der tilbyder en lang række spændende aktiviteter for ikke mindst børn og unge i det daglige. Vi håber, at udstillere, publikum og frivillige bakker op om Forårsmessen 2020 på samme flotte vis, som man har gjort det på de 16 foregående messer, lyder det fra Henrik Agesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...