Hjælp: Som et af de 12 første 3F-medlemmer i Danmark har den 62-årige murerarbejdsmand Lau Falk fra Gøttrup ved Fjerritslev, fået del i den nye seniorpensionsordning, som blev indført pr. 1. januar 2020

Som et af de 12 første 3F-medlemmer i Danmark har den 62-årige murerarbejdsmand Lau Falk fra Gøttrup ved Fjerritslev, fået del i den nye seniorpensionsordning, som blev indført pr. 1. januar 2020.

Det priser han sig i dag lykkelig over - og retter i den forbindelse en stor tak til den lokale 3F-afdeling, som har bistået ham med at få seniorpensionen i hus.

- Efter mere end 40 års arbejde som murerarbejdsmand blev jeg 13. august 2019 sygemeldt med nedsat pumpefunktion i hjertet.

- Men heldigvis stod de knalddygtige medarbejdere hos 3F Midtfjord parat til at hjælpe mig.

- Socialrådgiver Lars Hvilsted og næstformand Lindy Mortensen, begge 3F Midtfjord, deltog f.eks. som bisiddere på møderne hos Jobcentret i Brovst, og takket være deres vedholdende indsats lykkedes det at få bevilget seniorpensionen, fortæller Lau Falk.

Derved blev Lau Falk sparet for en tur i den bureaukratiske trædemølle, og det er han stærkt taknemmelig for.

- Jeg har lært alt om, hvor meget det betyder at have erfarne fagforeningsfolk med på sidelinjen i en sådan situation.

- Min sygdom gør mig uarbejdsdygtig. Desværre kan jeg ikke løfte mursten som jeg har gjort i hele mit liv. Derfor sagde lægerne til mig, at jeg lige så godt kunne overlade min plads i sjakket til en anden. Den meddelelse måtte jeg lige synke et par gange. Men det er jo rigtigt nok, at min nedsatte hjertefunktion stiller sig i vejen for, at jeg kan foretage mig fysisk arbejde.

- Jeg synes, at mange andre – og heriblandt ikke mindst de unge – bør sikre sig højt kvalificeret bistand ved at være medlem af en rigtig fagforening. Hjælpen herfra er guld værd, når man sidder over for en mere eller mindre vrangvillig sagsbehandler fra det offentlige.

- Husk på at sikre dig hjælp fra din fagforening, før du sidder i saksen, råder den 62-årige murerarbejdsmand fra Gøttrup, der har arbejdet som murerarbejdsmand i Fjerritslev, Løgstør og Aalborg siden først i 1980erne.

Han var i flere år bestyrelsesmedlem i daværende SiD Fjerritslev og herefter SiD Midtfjord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...