Kenneth og Louise Toft-Hansen kunne i den forgangne uge slå dørene op til Svinkløv Badehotel og lukke både gæster og sommerens lyse nætter indenfor.

Det nye Svinkløv Badehotel tog imod med pragt og fordums styrke - og prikken over i’et blev sat af medforpagter Louise Toft-Hansen, der sang Alberte Windings smukke ballade ”Lyse Nætter”, der med sit omkvæd slog tonen an til en helt ny sæson i et nyt badehotel:

- Du er tilbage, med varme dage, du er hos mig, sagde Louise Toft-Hansen, hvilket fik følelserne frem hos de næsten 200 gæster, der de var særligt inviteret denne dag, hvor en salt vind lod gæsterne bære erindringer om Svinkløvs smukke dage, med eller uden solskin, med sig ind på badehotellet, hvor den smukke udsigt kunne betragtes.

Det var særligt leverandører, håndværkere og samarbejdspartnere, der var inviteret med til receptionen, hvor alle blev budt på husets egen skinke, hjemmelavede fiskefrikadeller, ost og surdejsbrød. Og mens gæsterne i fællesskab brød brødet, kunne håndværkere, leverandører og kommende leverandører nyde maden og tage det smukke badehotel ind i fulde drag, som de har været eller skal være med til at bidrage til og alle snakker om.

For selvom badehotellet før var populært, så har det til fulde indtaget danskernes bevidsthed efter det brændte ned. Mange blev opmærksomme på, hvad der var mistet. Og mange fik genopfrisket drømmen om at kunne drage mod Nordjylland til den smukke og underskønne plet, i Jammerbugten, hvor der drages en særlig omsorg for det lokale, enkle og nære i tilværelsen - noget, som mange efterspørger i dagligdagen, hvor stress og jag er et grundvilkår.

Netop derfor - og særligt med den nye opmærksomhed på Kenneth Toft-Hansens Bocuse d’Or-sejr og hypen omkring badehotellet in mente - var borgmester Mogens Gade klar til at annoncere, at Svinkløv Badehotel får en særlige plads i markedsføringen af Jammerbugt Kommune.

- Badehotellet er jo et fyrtårn og bidrager utrolig meget til ikke bare til Jammerbugt Kommune, men til hele den danske turisme. Og jeg synes faktisk, det er en historisk dag, hvor vi indvier Danmarks største træhus endnu en gang. Det betyder så meget for vores turisme, at der er et sted, folk valfarter til. Og det smitter af på alle vores andre turistaktiviteter, sagde Mogens Gade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...