SALG: Freja Ejendomme har sat fem statslige campingpladser til salg og oplever massiv interesse. Nu kommer de i budrunde. Svinkløv skal koste ca. 10 mio.

Siden Naturstyrelsen i april overdrog fem campingpladser til Freja ejendomme, har statens ejendomsselskab oplevet en massiv interesse for de fem naturskønne perler. Derfor har Freja ejendomme nu valgt at sælge dem i budrunde, for derved at sikre lige vilkår for alle potentielle købere.

- Alle fem campingpladser har oplevet en rigtig stor interesse fra både små og store aktører og det fra både ind- og udland. De her pladser har en ret stor betydning for de respektive lokalsamfund, idet de trækker en del turister hvert år, og dermed bidrager med liv og aktivitet. Derfor håber vi selvfølgelig også at kunne finde den helt rigtige køber til hver plads, fortæller Carsten Rasmussen, direktør i Freja ejendomme.

Alle relevante informationer om den videre budproces kan findes på www.freja.biz og selve budprocessen varetages af advokat, Niels Gram-Hanssen og advokatfuldmægtig, Benjamin Thidemann fra advokaterne Lundgrens. Der er budfrist 24. juni.

Der er angivet følgende minimumspris på de fem campingpladser i forbindelse med budprocessen: Svinkløv Camping, forventes at indbringe minimum 9,5 millioner, Rødhus Klit Camping minimum 3,8 millioner, Vejers Strand Camping minimum 20,5 millioner, Børsmose Strand Camping minimum 17 millioner, mens Høve Strand Camping forventes at indbringe minimum 995.000 kroner.

Det er fortsat muligt at besigtige alle fem campingpladser. Høve Strand Camping varetages af Campingmæglerne i Hillerød. Svinkløv Camping, Rødhus Klit Camping, Vejers Strand Camping og Børsmose Strand Camping varetages af Ejendomsmæglerfirmaet Hans Korsgaard Aps ved Skive.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...