Fest: Alle er velkomne, lyder invitationen fra arrangementsudvalget

Øland: Der er lagt op til folkefest, når Øland-Gjøl dæmningens 100 års fødselsdag fejres lørdag 15. juni. - Alle er velkomne til en dejlig naturoplevelse, og den er gratis, lyder det i invitationen fra det 14 mand store arrangementsudvalg. På festdagen lukkes dæmningen for gennemgående trafik kl. 8-16. Jubilæumsgæsterne henvises til parkering af biler i nærheden af Fugletårnet på Øland-siden og ved Gjøl Bjerg. Arrangementet begynder kl. 10 med åbningstale af borgmester Mogens Christen Gade ved Gjøl Bjerg. Derefter bliver der forskellige aktiviteter ved Bjerget og Fugletårnet samt på dæmningen. Der tilbydes guidede oplevelsesture med hestevogn mellem Bjerget og Fugletårnet. Lokalhistorikere fra Gjøl og Øland samt medlemmer af digelaget vil fortælle og vise plancher ved Gjøl Bjerg. Og der vil blive afsløret nye infotavler og bænkesæt ved Bjerget og Fugletårnet. Der vil også være åbent hus ved Gjølbåden. Der er intet traktement, men de besøgende opfordres til at tage madkurv og kikkert med og nyde naturen. Bag arrangementet står Gjøl Lokalhistoriske Forening, Gjøl Natur- og Kulturcafé, Øland Lokalhistoriske Sognegruppe samt Digelaget for Brovst, Øland, Gjøl og Vedsted Sogne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...