EVALUERING: Alt klappede, og vejret var igen i år med til at sende stemningen helt i top

FJERRITSLEV: Med et besøgstal på omkring 3.400 – og et optimalt vejr − er det yderst tilfredse arrangører, der ser tilbage på dette års VesterhavsRock i Fjerritslev.

− Det gik utrolig godt, og alt klappede, hvilket vi er rigtig glade for, siger formand Søren Kjeldtoft Mortensen og tilføjer med et skævt smil:

− Vi er dem, der er blevet kendt for det gode vejr! Kun et enkelt år har det drillet. Det var i 2005, hvor jeg lige var kommet med i ledelsen …

Besøgstallet ligger på niveau med sidste år, og det glæder formanden, at mange unge, der er flyttet fra egnen, vender hjem til VesterhavsRock for at hygge sig med gamle venner.

− Det kendetegner os, at vi dækker bredt, både unge og ældre, og det afspejler sig selvfølgelig i vores repertoire.

Dagen begyndte med, at 280 mennesker samledes til spisning af helstegt pattegris, hvilket er et væsentligt større antal end sidste år, hvor dette indslag havde sin debut.

Herefter gik det slag i slag med syv vidt forskellige bands på festpladsens to musikscener. Der var noget for enhver musiksmag, og især vakte det jubel, da duoen Wafande & Shaka ganske overraskende præsenterede årets vinder af tv-programmet Voice Junior, 12-årige Camille Haven Beck fra Frederikshavn.

Rasmus Bjerg var sidste mand på store scene, og det gav anledning til fællessang blandt tilhørerne, da han leverede sine vellignende fortolkninger af den folkekære John Mogensens sange.

Herefter blev der budt på nattefest til klokken o1 med det lokale Jam Band Joggling, og efterhånden begyndte publikum stille og roligt at sive ud fra pladsen med musikken klingende i baggrunden.

I VIP-teltet med lokalbandet High Five − og i festteltet med discjockey −fortsatte festen helt til klokken 02.

I øvrigt opførte publikum sig forbilledligt, så der ikke opstod episoder, som politiet skulle tage sig af.

Søren Kjeldtoft Mortensen noterer sig endvidere, at det nye koncept med kontantløs betaling blev taget godt imod. Man kunne fra starten sætte penge ind på et kort, der kunne anvendes i VesterhavsRocks egne boder.

− Ganske vist havde vi lidt opstartsproblemer, men folk var venlige og tålmodige, når det kneb.

På forhånd havde 600 indløst armbånd, da der var Rock Night på Torvet i Fjerritslev fredag aften som optakt til lørdagens festival. Her sørgede VesterhavsRock for musikken med den populære Lune Carlsen på scenen.

År for år sørger holdet bag VesterhavsRock for, at de fysiske rammer om festlighederne optimeres. Således har man i år gennemført første etape af at etablere permanent strømforsyning rundt om pladsen. Søren Kjeldtoft Mortensen oplyser, at der nu skal søges penge til at klare den sidste tredjedel af projektet.

Formanden roser også den gigantiske frivillige indsats:

− Det er noget af det, der bærer det hele!

Adskillige havde lagt deres ferie, så de kunne hjælpe på forhånd med opstillingen, og mange mødte op efter få timers søvn søndag morgen, så pladsen var ryddet igen allerede ved 15-tiden.

Søren Kjeldtoft Mortensen oplyser, at de 350 frivillige som tak for indsatsen inviteres til fest på Fjerritslev Kro 1. februar.

Han tilføjer, at pilen peger i retning af et fornuftigt økonomisk resultat til deling mellem de fem arrangerende foreninger: FIF Håndbold, FIF Fodbold, Fjerritslev Gymnastikforening, Fjerritslev Tennisklub og Fjerritslev Badmintonklub. Det vil dog vare lidt, før alle regnskabsposter er gjort op. Sidste år blev der godt 70.000 kroner til hver forening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...