Juleforberedelserne er på grund af coronaen anderledes i år på Brovst og Fjerritslev skoler

HAN HERRED: Den årlige klippe-klistre-dag blev fredag 27. november holdt på Brovst og Fjerritslev Skole til stor succes, selv om nogle ting ikke var, som de plejede.

I 0.A på Brovst Skole blev vinduerne fyldt med juletræer af karton i forskellige grønne nuancer, og så lavede børnene honninghjerter ud af avispapir. De blev malet brune og hængt til tørre. Børnene skal på honninghjerterne skrive med hvid maling, der kommer til at ligne glasur, så aviskagerne får et autentisk udtryk.

Brug af genbrugsmaterialer gik igen. Hver elev havde en tom mælkekarton med hjemmefra, som de malede rød og dernæst pyntede med sølvglimmer. Der skal sættes lys i kartonerne, og så skal de hænges op som lanterner.

I fredagens sidste time så de en julefilm og fik julegodter, som forældrekassen havde købt ind.

I år ser noget anderledes ud, for elevernes forældre plejer at være med til klippe-klistre-dag og tage del i den kreative proces. Det gør de ikke i år, så derfor har 0.A’s klasselærer alliereret sig med en sfo-medhjælper.

- Fordi året har været noget anderledes, bliver der sat flere dage af til at klippe-klistre og hygge i julen, fortæller børnenes klasselærer.

På Fjerritslev Skole kastede 0.-8. klasse sig fredag over farvet karton og limstifter, da de måtte sætte fantasien løs.

Børnene i indskolingen på Fjerritslev Skole hyggede sig med at pynte det store fællesområde Torvet. Normalt plejer de alle at danse rundt om juletræet, men i år skete dette klassevis.

- Vi mangler de kreative bedsteforældre i år, fortæller indskolingens leder Nina Hjort Ebbesen.

Heldigvis har børnene god fantasi, og udover de mange flotte juleklokker, -stjerner og -hjerter lavede de farverige guirlander og kræmmerhuse. De spiste pebernødder og hørte julemusik, mens de flittigt arbejdede på at gøre Fjerritslev Skole juleklar.

På Fjerritslev Skole sad børnene i nogle af klasserne i nattøj og med nissehue på for at komme i ægte julestemning.

På Brovst Skole havde børnene også nissehuer på, og så dansede de til julemusikken, der spillede i baggrunden.

Selvom klippe-klistre-dagen er overstået, bliver decemberdagene stadig krydret med julehygge og oppyntning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...