Corona: Lokale butikker kommer kunderne i møde med nye tiltag for at holde handlen kørende og sikre overlevelse

Fjerritslev: Hvad gør man som butik, café eller restaurant, når der opstår en situation som den vi står i nu.

Og hvor myndighederne indtrægende beder folk om at blive hjemme for at bryde smittekæderne.

Man tænker ud af boksen og står sammen og håber på loyal opbakning fra byens borgere.

Det gælder også i Fjerritslev, hvor de handlende i den lokale handelsstandsforening har besluttet sig for at komme kunderne i møde på en ny måde, der samtidig skal sikre butikkernes overlevelse.

I Fjerritslev er overskriften ”Vi er her - og det skal vi helst blive ved med!”

Og budskabet er ganske enkelt fra en række medlemmer: man ringe, for så kan der findes en løsning og varerne kan bringes ud eller hentes på bestemte tidspunkter.

Budskabet er også: Gør det, for ellers overlever vi måske ikke.

Lokale varer leveret med kærlighed

Merete Kornum fra Hokus Pokus Børnetøj havde som alle andre brug for at sunde sig efter regeringens udmelding.

- Men da lige det første chok havde lagt sig, så blev jeg løsningsorienteret, for vi skal simpelthen igennem det her, siger hun.

I første omgang betyder det, at de hjælpepiger, der går i skole, er blevet sendt hjem, og Mona Nørgaard, der også plejer at stå bag disken i Fjerritslev, i stedet tager sig af butikken i Løgstør.

Ikke mindst har Merete Kornum fået skruet op for arbejdet med at gøre en online platform klar.

- Den skulle først have været klar til maj, men nu skruer vi helt op for tempoet og er klar i løbet af få dage, fortæller hun.

Planen er, at hun selv kører varerne ud i lokalområdet.

- Levereret med lokal kærlighed, siger hun med et smil.

Kunder længere væk fra, vil få varerne leveret med pakkepost.

- Men alle vores forskellige tiltag har bare ingen verdens nytte, hvis ikke kunderne støtter.

- De skal blive ved med at lægge deres penge lokalt, så vi også er her når denne her frygtelige krise er overstået, siger hun.

Uden handelslivet dør byen

Hos StyleUp tager man de elektroniske virkemidler i brug og tilbyder indkøb via telefon og Facetime.

Indehaver Kasper Jensen håber, at kunderne tager ideen til sig i højere grad end de har gjort.

- Der er jo stor forståelse blandt vores kunder, men vi har brug for, at folk i den grad støtter op og lægger penge i de lokale butikker.

Han er ikke i tvivl om, at det kan have katastrofale følger, hvis handelslivet i Fjerritslev bukker under.

- Det her handler jo også om arbejdspladser, og når du støtter din by, så støtter du jo også dig selv. Fordi byens virksomheder støtter din fodboldklub, håndboldklub og andre foreninger samt events som f.eks. Vesterhavs Rock.

- Derudover laver butikkerne by nights og andre fede events, lyder budskabet fra Kasper Jensen, der nu en tid er alene, mens hans elev følger de teoretiske del af sin uddannelse som onlineforløb.

Smykkeforretning går ned i timer

Også LA Smykker har været nødt til at tage nogle drastiske beslutninger. Indehaver Pia Lund Andersen har et familiemedlem med en lungesygdom.

- Det betyder, at vi er nødt til at gå ned i tid, så jeg er her om formiddagen til at tage mig af opkald og bestillinger, og så kommer en af mine kollegaer og udleverer varerne mellem 16.00 og 17.30, fortæller hun.

Også hun håber indtrængende, at byens borgere vil tænke sig godt om, når de handler i den kommende tid.

- Tænk lokalt. Støt de butikker, der har webshop og tøv ikke med at kontakte de andre butikker, hvis der er noget, du vil købe. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs i byen, så vi skal nok få det løst.

- Alle butikker fra en kant af er interesseret i at komme godt igennem det her, så tag fat i dem, slutter hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...