Løb: 5. september er der Stafet for livet i Fjerritslev for 4. gang

Fjerritslev: Det bliver en anderledes stafet for livet i år, men stafet, det bliver der, og stafetten løber af stablen 5. september fra 12.00 til 22.00.

Det fortæller Ulla Hornum, der er med til at arrangere stafetten i Fjerritslev og omegn. Den har traditionelt været på dyreskuepladsen, men sådan bliver det ikke i år.

- Vi har måtte tænke noget helt nyt på grund af coronasituationen, og det betyder, at folk selv vælger, hvor de vil løbe stafetten, som de opretter som en privat stafet. Det kan være hjemme på vejen, på byens sportsplads etc. forklarer Ulla Hornum.

Hun fortæller videre, at der ikke vil være mulighed for indberetningen af antal runder via Stafet For Livets app på vanlig vis. Det er op til det enkelte hold selv at holde styr på antal runder. Efter stafetten vil donationer kunne indbetales til Stafet For Livet Fjerritslev

Styregruppen vil lave et kort, hvor holdenes ruter plottes ind. - Det er jo vigtigt, at, vi ikke er en hel masse mennesker samlet, og derfor vil vi også gerne vide, hvad de enkelte hold beslutter, så vi er sikre på, at folk ikke kommer til at klumpe sig sammen.

Temaet er ”Et døgn, der bevæger.”

Det skal dog ikke tages helt bogstaveligt, da stafetten kommer til at løbe fra 12.00-22.00.

Ulla Hornum håber, at mange vil bakke op om stafetten, og hun opfordrer folk til at købe lysposer, så de selv kan holde en ceremoni derhjemme.

Så selvom det er stafet hver for sig, så er hun fortrøstningsfuld.

- Vi opfordrer også folk til at sende deres billeder og videoer til vores facebookside. På den måde kan vi opbygge et andet form for fælleskab, siger hun.

Der vil ligeledes være et frivilligt tilbud om at få besøg af et medlem fra styregruppen, der på forsvarlig afstand vil tage nogle billeder/video af det enkelte holdets stafet.

Du kan tilmelde dig selv eller dit hold allerede nu via dette link: www.stafetforlivet.dk/stafet/fjerritslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...