Du har sikkert set rigtig mange westerns, hvor bl.a. John Wayne rider hastigt fremad, mens han jonglerer med sin winchester bøjlespænder-riffel. Hvad du måske ikke er klar over, er at der faktisk også er rigtig mange danske jægere og skytter, der har en tilsvarende riffel stående i våbenskabet og som kun sjældent kommer i brug.

- Netop det faktum var baggrunden for, at bestyrelsen i Vester Han Herred Skytteforening modtog et forslag om at lave en aktivitet for lige præcis denne målgruppe, og som sædvanligt var der ikke ret langt fra idé til handling. Lørdag den 27. april havde vi derfor berammet et uofficielt danmarksmesterskab i baneskydning med denne type rifler, fortæller Jens Peter Larsen, Fjerritslev, fra Vester Han Herred Skytteforening.

- En bøjlespænder-riffel udfyldte i Wild-West dagene en rolle mellem revolverne og langdistance-riflerne fra eksempelvis Sharps, og dette havde vi så taget højde for i tilrettelæggelsen af stævnet. Vi har for noget tid siden fået vores pistolbane godkendt til skydning med karabiner i pistolkalibre, og så var det jo nærliggende at bruge denne mulighed for at lave en spændende skydning, der lænede sig kraftigt op ad våbentypens oprindelige brug. Der var således indlagt skydning på duel, hurtigskydning på tid og siddende skydning på stol (der skulle supponere en hesteryg) og deltagerne blev da også presset til det yderste, fortæller Jens Peter Larsen.

- På spørgsmålet om det er en tilbagevendende begivenhed, kan vi sige, at vi først lige skal have evalueret og så får vi se, siger foreningens formand Jesper

Hansen og tilføjer: Men mon ikke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...