SKIFTE: Søren Bundgaard fra Fjerritslev tiltræder i stillingen som organist i Løkken-Furreby 1. august

LØKKEN: Løkken og Furreby kirker har fået ny organist. Det er Søren Bundgaard fra Fjerritslev som tiltræder 1. august. Han har valgt at sige sit trygge job som lærer på Bjerget Efterskole ved Thisted op for at blive organist på fuld tid i Løkken.

- Mine 12 år som efterskolelærer har været noget af en rejse, og det har været stort at vide, at jeg sammen med alle på efterskolen, har været med til at gøre en forskel på elevernes vej i livet, siger Søren Bundgaard her ved sit karriereskifte.

- Det er min indstilling og mit håb, at jeg kan videreføre meget af det, jeg tager med mig fra efterskoleverdenen. Jeg ønsker at være en del af menighedens liv, de små og store begivenheder året igennem. Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer, til at fordybe mig endnu mere i musikken, i livet i og omkring kirken, og til at arbejde sammen med børn, unge og voksne om at åbne kirken for alle aldersgrupper, uddyber han.

Den nye organist er uddannet ved musikvidenskab i Aalborg, og har de sidste 4 år taget uddannelse som Kirkemusiker på Vestervig Kirkemusikskole, og virket som organistafløser i Tømmerby-Lild og i Hunstrup-Østerild-Hjardemål Pastorater.

Desuden har han levet et meget aktivt musikliv, og har stor erfaring indenfor den rytmiske genre (pop/rock, blues og jazz), men har også stor kor-erfaring fra kirkekor, gospel og klassisk kammerkor.

Søren Bundgaard har dirigeret kor i ca. 20 år, hovedsageligt voksenkor (blandet- og mandskor) samt ungdomskor i aldersgruppen 14-18 år.

- Det er erfaringer, jeg glæder mig til at videreudvikle i Løkken, understreger han. Jeg ser frem til at understøtte musiklivet i Løkken, hvor jeg vil vise kirkens musikalske ansigt ved forskellige arrangementer.

Organisten skal lede børne- og voksenkoret ved Løkken kirke, og håber også at få et ungdomskor etableret.

- Jeg har også allerede et arrangement i støbeskeen. Den 26. november opføres ”Alle Tiders Historie” som er juleevangeliet i børnehøjde med medvirken af dyrene fra stalden i Betlehem. Forfatteren til værket Svend Erik Pedersen kommer selv og læser op.

Søren Bundgaard bor i Fjerritslev sammen med sin kone Sara.

- Og vi har to dejlige børn Johannes og Astrid, som I sikkert vil møde, når de kommer med til gudstjenester og arrangementer, slutter Søren Bundgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...