GASTRONOMI: Værtsparret Iben Bjørneboe og Søren Hansen inviter til en gourmetaften lørdag 31. august med den internationalt kendte kok Jens Peter Kolbeck

FJERRITSLEV: Det bliver en aften af de yderst sjældne, når den internationalt kendte kok Jens Peter Kolbeck gæster Fjerritslev Kro til en gourmetaften lørdag 31. august.

Her vil Kolbeck, der i 1993 vandt sølv ved den prestigefyldte kokkekonkurrence Bocuse d’Or, gå i køkkenet sammen med krovært Søren Hansen og hans personale for at kreere en fire-fem retters menu med udgangspunkt i det klassiske franske og nordiske køkken.

Jens Peter Kolbeck har efter den fornemme placering ved Bocuse d’Or fået tilnavnet Sølvræven, og i januar i år udkom hans erindringsbog, der på 400 sider fortæller om 56 år i gastronomiens tjeneste, indenlands såvel som udenlands. Blandt andet har Kolbeck været kok for det danske regentpar og herunder stået for store, krævende arrangementer på Gråsten Slot.

Mellem de enkelte retter, som præsenteres af såvel aftenens gæstekok som hele holdet i køkkenet på Fjerritslev Kro, vil gæsterne høre Kolbeck fortælle fra sit spændende liv. Han og kroværten har kendt hinanden tilbage til midten af 1990’erne, hvor de begge arbejdede i Sønderjylland – for Søren Hansens vedkommende på Sdr. Hostrup Kro – og hjalp hinanden på forskellig vis.

Jens Peter Kolbeck, der også har haft et nært samarbejde med Michel Michaud på Ruths Hotel i Skagen, har i øvrigt haft en finger med i spillet i forbindelse med Svinkløv-kokken Kenneth Toft-Hansens vej til guldsejren ved dette års Bocuse d’Or.

Søren Hansen, der har Iben Bjørneboe ved sin side som kroværtinde, lover gæsterne ved gourmetarrangementet en række ypperlige smagsoplevelser:

− Der vil være surprise i form af fisk, skaldyr, fjerkræ, kød og dessert, og man vil opleve, at det hele anrettes og serveres med akkuratesse, præcision, takt og tone. Ikke mindst de mesterlige saucer skal der lægges mærke til, fremhæver han.

Der er plads til maksimalt 75 gæster, som til indledning bliver budt på snacks og bobler. I løbet af aftenen bliver der anledning til at købe et signeret eksemplar af bogen »De kalder ham Sølvræven«.

Søren Hansen og Iben Bjørneboe gør i øvrigt selv meget ud af gæsterne til hverdag på Fjerritslev Kro. Ikke mindst får de stor ros for deres delemadskoncept, hvor der er lagt op til en aften med mange forskellige smagsindtryk.

En særlig specialitet er franske oste, som Søren Hansen skaffer hjem i samarbejde med Yves Antoine, der er kendt som kok på Restaurant Mathis i Kerteminde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...