Mad: 4H vil sammen med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000 gerne oprette en række madskoler

Jammerbugt: 4H vil sammen med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000 gerne oprette en række madskoler, også i Jammerbugt, og til det projekt søger de efter madinteresserede frivillige fra Vendsyssel og omegn, som har lyst og mod på at få en uforglemmelig uge med børn og mad.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- På landsplan brugte ca. 500 frivillige voksne sidste år en uge af deres sommerferie på at lære madglade børn om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. Kravet for at blive frivillige er, ifølge arrangørerne, først og fremmest, at man har lysten og interessen.

- Vores frivillige instruktører har alverdens forskellige baggrunde og bevæggrunde for at deltage. Mange studerende bruger projektet som en god mulighed for at få en god aktivitet på CV’et. Men blandt de frivillige findes bl.a. også bedstemoren, der gerne vil lave noget sjovt sammen med sit barnebarn såvel som den almindelige lønmodtager, der har lyst og overskud til frivilligt arbejdet, oplyser Line Damsgaard, der er projektleder og ernæringschef i Landbrug & Fødevarer.

Madskolerne vil blive oprettet der, hvor det er muligt at finde frivillige til projektet.

Madskolerne har til formål at give børn og unge viden om mad, måltider og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde samt at give børnene værktøjer til at gøre varieret kost og sund livsstil til et naturligt valg. Hele ugen præsenteres børnene for nye råvarer, både i køkkenet og på ekskursioner. På alle Madskoler er madlavning, motion, familiearrangement og udflugt faste elementer. En Madskole varer fem dage og afvikles i forbindelse med børnenes skoleferie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...