VESTER THORUP: - Det er sindssygt ærgerligt.

Sådan siger forstander Anni Pedersen om lukningen af Vester Thorup Højskole.

Lukningen kommer, efter der ikke var nok tilmeldte på det hold, der skulle starte her i august, men den kommer ikke ud af det blå.

- Vi vidste selvfølgelig, at det ville blive svært, så vi er ret afklarede med det, siger Anni Pedersen.

Ikke desto mindre har det været en god oplevelse at drive højskole i den tid, det varede.

- Det har været fedt at prøve, også fordi det har været noget vi brændte for, siger Anni Pedersen og uddyber at alle omkring højskolen indtil videre har arbejdet frivilligt og har haft anden indtjening ved siden af.

Det vil altså også sige, at der ikke pludseligt er nogen, som står uden indkomst.

Og så er der eleverne. For selvom der ikke var nok til at holde kunne starte, så var der alligevel en del tilmeldte til holdet i august, ligesom der også allerede var tilmeldte til forårs- og efterårshold i 2021.

Her har højskolen hjulpet de unge mennesker med at finde nye højskoleophold til efteråret, og de har naturligvis fået tilbagebetalt deres penge.

- De var selvfølgeligt skuffede, men de var også forstående overfor situationen. Der var faktisk flere, som spurgte ind til os og om vi havde det okay, fortæller Anni Pedersen.

Det er dog ikke helt slut med Vester Thorup Højskole endnu, for de foredrag, der skulle have været i efteråret, bliver gennemført i september. Og de bliver gratis for tilhørerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...