VERDENSMÅL: Karavanen »Danmark for målene« besøgte Fjerritslev med tv-kendissen Katrine Bille, der engagerede børn og voksne med sit farverige sceneshow

FJERRITSLEV: Det må gerne være sjovt at sortere brugt emballage til genbrug. Det demonstrerede tv-værten Katrine Bille, kendt fra DR’s børnekanal Ramasjang, på festlig og farverig vis, da hun optrådte for et publikum af børn, unge og voksne på Torvet i Fjerritslev i forbindelse med den igangværende karavane med fokus på FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Dagens tema var netop »Emballage som ressource«.

Katrine Bille lokkede også nogle af børnene, nemlig Harald på otte og Johannes på 10 år, op til sig på scenen for at hjælpe sig med at fordele forskellige typer affald i de rigtige beholdere, så det kan genanvendes i stedet for at gå til spilde.

Brødrene Harald og Johannes, der går i henholdsvis 1. klasse på Klim Friskole og 4. klasse på Fjerritslev Skole, kender godt til miljø- og klimavenlig adfærd i forvejen.

− Vi har haft tema og klimamål i skolen, fortalte Johannes, mens mor, Arendse Dahlstrøm-Kronborg, stod i kulissen som medarrangør på vegne af Jammerbugt Kommune. Sammen med kollegaen Jette Haugaard Grønhøj danner hun et team, der medvirker gennem hele kampagnen »Danmark for målene«.

Allerede fredag 23. august vender karavanen tilbage til Fjerritslev, denne gang med temaet »Natur og grøn omlægning« og meteorologen Jesper Theilgaard som medvirkende.

På Torvet var der også en række boder, hvor børn og voksne kunne engagere sig og sætte egne hverdagsmål, tegne en god idé, afprøve ting i relation til dagens tema, læse om verdensmålene, blive inspireret til gode vaner eller få oplevelser gennem brug af krop og sanser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...