Region Nordjyllands psykiatri udvider tilbuddet med direkte kontaktmulighed på hverdage - men ellers som hidtil med lægehenvisning

NORDJYLLAND: Borgere med tanker om selvmord kan nu henvende sig direkte til Region Nordjyllands psykiatri på tlf. 9764 3610 i tidsrummet kl. 08-15 mandag-torsdag og fredag kl. 08-14. Det er et supplement til den visiterede adgang til regionens enhed for selvmordsforebyggelse, hvor man skal have en henvisning fra en læge, fremgår det af en pressemeddelelse fra regionen.

Tilgængeligheden er vigtig, hedder det videre, og derfor har psykiatrien nu åbnet for, at borgere kan henvende sig direkte til enheden for selvmordsforebyggelse. Tilbuddet gælder alle voksne borgere i Nordjylland:

- Det er vigtigt, at denne gruppe borgere har et let tilgængeligt tilbud, da det at være selvmordstruet og/eller have en psykisk lidelse er forbundet med stigma, skam og tabu. Det kan afholde nogle fra at kontakte egen læge og psykiatrisk skadestue for at få hjælp, siger Jan-Henrik Winsløv, der er psykolog og faglig ansvarlig i enheden for selvmordsforebyggelse. Han forklarer videre:

- Borgeren kan ringe til enheden, hvor en lægesekretær vil tage imod oplysninger og sørge for, at en psykolog efterfølgende kontakter borgeren - enten samme dag eller den efterfølgende. Herefter afgøres det, om borgeren skal ind til en vurderende samtale og eventuelt i et behandlingsforløb, eller om borgeren har brug for et andet tilbud. Vi informerer borgerens egen læge om kontakten.

Muligheden for selvhenvendelse er et ekstra tilbud, og det er fortsat muligt, at blive henvist til enheden for selvmordsforebyggelse fra egen læge, lægevagt, psykiatrisk skadestue eller en anden hospitalsafdeling, understreges det i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...