Man kan vinde præmier ved at samle affald på stranden i efterårsferien

JAMMERBUGT: Kystlotteriets lodder ligger nu klar i flere strandkasser på Vestkysten i Thisted, Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn kommuner. Det er let at komme i gang. Gå ned på stranden, tag en sæk eller snup en fra strandkasserne, saml affald og sæt et Kystlotterilod på posen og stil den ved strandkassen.

Så deltager du i Kystlotteriet om flotte præmier, sponsoreret af lokale sponsorer langs vestkysten og af sponsorer fra Norge.

Kystlotteriet er en norsk opfindelse og en del af EU Interregprojekt, Ren Kystlinje - sammen om et rent Skagerrak. Et af resultaterne er, at desto mere maritimt affald, der samles op på den danske vestkyst, jo mindre driver der videre til Norge og den svenske skærgård. Det er meget mindre krævende at samle strandaffaldet fra de brede sandstrande på vestkysten i Danmark, end mellem skærene og klipperne i den svenske og norske skærgård.

- Præmierne fra os er en slags hjælp til selvhjælp, siger Sten Helberg, som er initiativtager til Kystlotteriet i Norge.

- At give et spahotel ophold eller en weekend i et fyrtårn i Oslofjorden som lotteripræmie til Danmark er vores måde at sige tak på. Og håbet er, at vi også får mulighed for at glæde frivillige i Norge med lotteripræmier fra Danmark, når vi i 2019 fortsætter og udvider samarbejdet om Kystlotteriet i Norge og Danmark, siger han.

Lodderne fra de fire kommuner samles til lodtrækning om de mange præmier midt i december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...