FÆLLESSKAB: Den rustikke Klim Kalkovn dannede ramme om indledningen til en række sommeraftener med fællessang i Han Herred

Klim: Gennem de seneste syv år er der skabt en tradition for fællessang ved Havbådehuset i Slettestrand, og sidste år blev også Klim Kalkovn inddraget i denne sammenhæng.

I år dannede kalkovnen rammen om sæsonstarten, og ikke færre end 66 mennesker valgte at tilbringe denne skønne forsommeraften sammen i de rustikke omgivelser ved Klim Bjerg.

Eva Søjberg bød velkommen på vegne af kalkovnsbestyrelsen, hvorefter duoen Marianne Klausen og Inger Lund Gregersen tog over og guidede publikum igennem et veltilrettelagt repertoire, der bar præg af grundlovsdag, folketingsvalg, kærligheden til fædrelandet og den lyse sommer.

Der var også plads til et par solonumre, idet Marianne tog publikum om hjertet, da hun sang »Midnat« og »Dagen går under« til Ingers klaverakkompagnement.

Sommersangen fortsætter ved Havbådehuset hver tirsdag i juli, inden der sættes punktum for sæsonen i Klim Kalkovn tirsdag 20. august. Efterår og vinter synges fællessang i Tinghuset den første tirsdag i måneden.

Der er åbent for besøg i kalkovnen dagligt frem til 1. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...