Volleyball er en ny aktivitet, men der er fortsat hockey, petanque, curling og yoga m.v.

KLIM: Tirsdag 15. september starter Tirsdagsklubben i Thorup-Klim sin 18. sæson, efter at den 17. sæson i foråret sluttede brat på grund af coronakrisen:

- Vi går i gang med hensyntagen til myndighedernes retningslinjer. Der vil derfor være ændringer i forhold til tidligere år, men vi bibeholder det gode tilbud med motion og livsglæde til alle seniorer og andre interesserede hver tirsdag kl. 09-11, siger kontaktperson Grethe Kirketerp Nielsen, Thorupstrand.

Hun fortæller, at man starter med varieret gymnastik i Thorup-Klim Hallen til inspirerende musik, og den ledes af en altid veloplagt Aase Jensen, Klim.

Bagefter kan man vælge mellem forskellige aktiviteter i form af hockey, petanque, curling, yoga m.v., hvor man kan hygge sig, men også få lidt sved på panden. Der plejer at være to hockeyhold, men det ene udskiftes i år med volleyball. Der vil endvidere være mulighed for at træne i det topmoderne motionscenter.

Man er ikke bundet til at komme hver gang, men betaler 30 kr., når man møder op. Første gang er gratis, fortæller Grethe Kirketerp Nielsen:

- I fjor var vi over 100 aktive, og vi var i gennemsnit mere end 70 pr. gang. Vi håber, at der er mange, der har mod på at deltage igen i år, siger hun.

Under coronakrisen har Aase Jensen stået for seks gange med yoga på Thorupstrand, men nu rykker yogaen indendøre igen.

Tirsdagsklubben er på facebook med navnet ”Tirsdags Klubben Thorup Klim”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...