Bio: Kino i Fjerritslev har filmen ”Unhinged” på programmet

”Unhinged” - der betyder sindsforvirret - er titlen på ugens nye film i Fjerritslev Kino.

Og spørgsmålet er, om en ellers normal og velfungerende mand kan presses så meget af sine omgivelser, at det kammer over for ham og han bliver helt utilregnelig.

Russell Crowe spiller hovedrollen som manden, der på grund af et simpelt skænderi i morgentrafikken går helt i stykker og lader sin opsparede vrede og frustration gå ud over Rachel, som er den uheldige og forsinkede kvinde i lyskrydset.

Det er en psykologisk thriller, som kan opleves fra torsdag, og den viser den oscar-belønnede Crowes formidable spil i alle følelsesmæssige grader.

Er man mere til en hjertevarm klassiker, vises lørdag aften ”Mine aftener i Paradis” i udgaven fra 2009. Den første er fra 1988 og er blevet kult hos mange biografgængere, og nu kan den ses i en ny udgave - men stadig med den samme vidunderlige historie.

Salvatore de Vitto er filminstruktør i Rom, men har levet sin barndom i landsbyen Giancaldo på Sicilien. En dag får han besked om, at Alfredo er død, og det vækker minderne om de mange aftener, han tilbragte i den lille bys biograf, hvor Alfredo var operatør og lidt af en tusindkunstner.

Ikke mindst husker han, hvordan byens selvbestaltede censor, præsten, havde beordret alle kys og andre ”utugtige” scener klippet ud af filmene - men Alfredo gemte selvfølgelig klippene til en festlig aften...

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...