BYGGERI: Nye bygninger skyder op, der hvor det tidligere posthus lå - nu har det været rejsegilde

Forbipasserende har sikkert bemærket aktiviteterne på byggepladsen ved rundkørslen i Aabybro midtby. Byggeriet er nu nået så langt, at det var tid til rejsegilde, her deltog både bygherre Tom Jakobsen, Nørresundby Boligselskab, repræsentanter fra kommunen og ikke mindst håndværkerne.

Det oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

- Direktør Lars Emborg fra Nørresundby Boligselskab bød velkommen, og herefter takkede borgmester Mogens Christen Gade håndværkerne for det veludførte arbejde, Tom Jakobsen og Nørresundby Boligselskab og kommunalbestyrelsen for samarbejdet med at skabe udvikling i Aabybro, skriver Jammerbugt Kommune, der betegner de fire og fem etagers bygninger som vigtige milepæle i det store byfornyelsesprojekt, hvor Aabybros midtby bliver moderniseret med boliger, handelsliv og et aktivt byrum.

- Projektet på Posttorvet er det første synlige bevis på den fornyelse, som er i gang i og omkring Aabybro midtby. Konkret kommer byggeriet her til at rumme 15 ejerlejligheder og 15 almene lejeboliger samtidig med, at der kommer erhvervslejemål i bunden, oplyser Mogens Christen Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune.

I stueplan etableres ca. 750 m2 erhverv. På 1. sal etableres de 15 almene boliger med et gennemsnit på 87 m2 fordelt på tre værelser pr. lejemål. På de øvrige etager etableres ejerboliger på i alt ca. 1.825 m2, størrelsen på boligerne vil variere.

Ud over de kommende boliger på Posttorvet, byder byfornyelsesprojektet også på 41 lejligheder i Aabybro Centret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...