Tirsdag og onsdag kan man i Fjerritslev Kino nå at opleve Robert Redford i sin sidste store rolle på filmlærredet. Den 82-årige legende i amerikansk film takker af med hovedrollen i ”The Old Man and the Gun”, på dansk ”Den sidste gentleman”.

Redford leverer en pragtpræstation som den charmerende bankrøver Forrest Tucker, der som 70-årig stikker af fra San Quentin-fængslet og begår en stribe bankrøverier, der efterlader ansatte og politi måbende.

Tucker er nemlig både betænksom og høflig, og hele nationen følger ham med sympati. Men han vil allerhelst vinde sin gamle flamme Jewels hjerte, og det er den største udfordring.

Et veloplagt, romantisk bankrøverdrama med humor og hele tre Oscar-belønnede skuespillere på rollelisten: Redford, Sissy Spacek og Casey Affleck.

Fra torsdag vises et nyt romantisk drama, ”After”, der har Josephine Langford og Hero Fiennes Tiffin i hovedrollerne. Filmen er baseret på Anna Todds bestsellerroman af samme navn og handler om pigen Tessa, der er en dedikeret studerende, betænksom datter og loyal kæreste.

Hun møder på college den mystiske, mørke Hardin Scott (Tiffin), og hun begynder at tvivle på alle sine planer for det velordnede liv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...