AKTION: SSP Jammerbugt, Lions Fjerritslev, Your Choice og Vesterhavsrock sætter en ny kampagne i gang

JAMMERBUGT: Fulde fyre skal ikke regne med at blive kysset på Vesterhavsrock – i hvert fald ikke, hvis det står til SSP Jammerbugt, Lions Fjerritslev, Your Choice og Vesterhavsrock.

”Nul kys til stive tosser” er sloganet for en kampagne, der skal bidrage til en fornuftig alkoholkultur blandt de unge på festivalen, og der bliver delt 200 badges med teksten ”Nul kys til stive tosser”, ud til pigerne på festivalen.

- Vi véd, at pigerne har stor indflydelse på drengenes alkoholadfærd. Signalet fra pigerne vil få drengene til at moderere indtaget af alkohol, så de får en masse kys og vi alle sammen får en smuk dag til Vesterhavsrock, siger Jesper Mørkholt fra SSP Jammerbugt.

Undersøgelser, som SSP Jammerbugt har lavet, viser, at unge i Fjerritslev-området drikker mere og tidligere end unge fra den øvrige del af kommunen.

- Den adfærd vil vi gerne forsøge at påvirke, at unge udsætter alkoholdebut eller drikker mindre, tilføjer han.

SSP, Lions, Your Choice er til stede det meste af dagen og aftenen under Vesterhavsrock. De har lavet en Chillout Zone, hvor forebyggende medarbejdere tager hånd om unge, der trænger til en god snak, noget vand, et hvil eller et plaster. Der vil være forskellige aktiviteter, og det er muligt at spille mod en SSP konsulent, politibetjent eller hvem, der lige er i zonen.

Har man som pige sit badge ”Ingen kys til stive tosser” på, når man kommer i Chillout Zonen får man sodavand og lidt godter som tak for indsatsen.

- Mange unge har brug for lige at slappe af, eller få en god snak med nogle voksne, og meldingen fra de unge er klart ”I gør os trygge”, lyder det fra de unge ifølge SSP-konsulent Jesper Mørkholt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...