Rotary anerkender hans indsats i såvel ungdomsudvekslingsprogrammet som i en række lokale projekter i Burundi

HAN HERRED: En noget overrasket, men glad Per Beck, der er tidligere rektor på Fjerritslev Gymnasium, modtog forleden en særlig Paul Harris Fellow-anerkendelse for sine store indsats ved med en række lokale projekter i Burundi i Afrika, der er sponseret af Han Herred Rotaryklub. Derudover var hæderen også en anerkendelse af Per Becks indsats ved Rotarys ungdomsudvekslingsprogram, hvor unge på tværs af lande og kulturer har lært Danmark og danskerne at kende, bl.a. gennem skolegangen på gymnasiet i Fjerritslev, fremgår det af en pressemeddelelse.

Rotary International er en verdensomspændende organisation, der via 35.000 klubber og godt 1,2 mio. medlemmer udfører velgørende og humanitært arbejde over hele verden. I Danmark er der ca. 10.000 medlemmer i 263 klubber. Heraf er der tre klubber i Jammerbugt Kommune, nemlig Åbybro, Pandrup og Han Herred.

Paul Harris Fellow uddeles som en anerkendelse til personer, der har udmærket sig særligt, og som i deres virke går ind for Rotarys idealer. Per Beck opfylder ifølge Han Herred Rotaryklub til fulde de kriterier.

Rotarys ungdomsudvekslingsprogram er for unge mellem 15 og 18 år, der efter ansøgning og under sponsorat af Rotary kan rejse ud i verden og gennem deres udveksling og skoleophold bidrage til at fremme international forståelse. Han Herred Rotaryklub har således tidligere været vært for eksempelvis udveksling med Brasilien. I skoleåret 2021-22 sender Han Herred Rotaryklub på ny en ung af sted og klubben er i disse dage netop ved at afklare, hvem det heldige unge menneske skal være. Landet og stedet offentliggøres først i 2021, fremgår det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...