I Fjerritslev Kino er der film for alle aldersklasser i påskedagene.

De yngste og deres familier kan tirsdag og onsdag eftermiddag nå at opleve den nuttede ”Dumbo”, en animeret Disney-film af bedste skuffe, og den har dansk tale.

Den afløses skærtorsdag af ”Minisekterne 2” som eftermiddagsfilm, den anden film i rækken om Myren, Mariehønen og Edderkoppen, der denne gang forvilder sig ind i en pakke og sendes langt væk til en jungle med mange farer. Det franske filmpar Helene Giraud og Thomas Szabo har gennem 15 år charmeret alle med deres tv-film om Minisekterne, der ser verden i myreperspektiv, og den første biograffilm af slagsen blev en stor succes. Nu kan man så glæde sig til toeren.

Den danske film ”Hacker” kan man se om aftenen tirsdag og onsdag, og fra torsdag er der gang i den for alle tilhængere af action og adventure. ”Shazam” er en spritny amerikansk film om teenageren Billy Batson, der rummer uanede evner og kræfter. De slippes løs ved mantraet ”Shazam!”, og nu prøver han grænserne af.

Denne film vises til og med søndag, og så blænder Kino op for den aldrende skuespiller Robert Redfords sidste film, ”Den sidste gentleman”, som kan ses til og med onsdag.

Den garvede Redford er den charmerende bankrøver Forrest Tucker, der som 70-årig stikker af fra San Quentin-fængslet - og så er han klar til nye eventyr...

Både Redford og Sissy Spacek fik en Oscar for deres roller i det romantiske drama om gentleman-bankrøveren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...