24 TIMERS BESPISNING: Med et madarmbånd får deltagerne i Stafet for Livet fuld forplejning hele weekenden på Dyrskuepladsen i Fjerritslev

FJERRITSLEV: Det nye initiativ med et specielt madkoncept – kaldet Mad-stafetten − til dette års udgave af Stafet for Livet på Dyrskuepladsen i Fjerritslev i weekenden 31. august og 1. september nyder stor opbakning.

− Både virksomheder og privatpersoner har taget fantastisk godt imod idéen. Vi har modtaget donationer fra Skagen i nord til Sejlflod i øst og Hanstholm i vest. Og lokalområdet Han Herred er selvfølgelig rigt repræsenteret. Det går kort sagt forrygende. Når man kommer med et godt og positivt budskab, så bliver man sjældent mødt af det modsatte. Det er i hvert fald den erfaring, vores gruppe står tilbage med efter flere måneders forberedelse, lyder det fra initiativtager Michael Christophersen, der generelt er helt overvældet over alle de positive meldinger, han dagligt mødes af.

Med et madarmbånd kan stafettens deltagere se frem til en formidabel 24-timers servering af alt fra fisk, skaldyr, kylling, oksekød og pizza til grønsager, frugt og hjemmebagt brød med mere. Drikkevarer er dog ikke iberegnet.

Madarmbåndene sælges via stafettens hjemmeside til og med fredag 23. august, og Michael Christophersen opfordrer alle, der har lyst til at komme og spise med, til snarest at få købt sit armbånd.

− Vores koncept er baseret på bæredygtighed, økologi, genbrug og – ikke mindst – nedbringelse af madspild, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi har et nogenlunde overblik over, hvor mange vi skal bespise. Det er i øvrigt også væsentligt i forhold til planlægningen for de ca. 30 hjælpere, der på skift skal lave mad og servere for de mange gæster og deltagere.

Michael Christophersen tilføjer, at der vil være et begrænset antal madarmbånd til salg på selve dagen.

Bestilte madarmbånd kan afhentes på pladsen allerede fredag aften mellem klokken 17 og 20, og ellers kan de afhentes i informationsteltet på selve dagen fra klokken 10.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...