Planerne om en ny Aldi i Østergade i Fjerritslev er endegyldigt død og begravet.

Det står klart, efter Tage Thomsen fra EDB Center for nylig købte den bygning, han bor til leje i i Østergade 12.

Tage Thomsen har hele tiden ønsket at EDB Center skulle blive liggende i Østergade og tog til sidst sagen i egen hånd.

- Jeg kunne ikke se nogen alternativ placering for mig i byen, fortæller Tage Thomsen, der er glad for, at der langt om længe er kommet ro på omkring bygningerne i Østergade.

De seneste mange år har bygningerne været i spil flere gange, når der blev talt om nye projekter i byen og henvendelserne har været mange - alle projekterne har gået på at rive de eksisterende bygninger ned. Det har betydet, at nogle ejere med åbne øjne har valgt ikke at investere i renovering af bygningerne, som langsomt har fået lov til at forfalde. Nogle af dem i så voldsom grad, at der fra naboer er kommet flere klager over udsigten til de forfaldne bygninger. Forfald, som især bliver tydeligt, når man betragter dem fra parken bag bygningerne.

Men de mange år uden et salg af de omdiskuterede bygninger har også tæret på ejernes tålmodighed. Flere har ønsket en afklaring på, hvad der skulle ske, men årene har kun budt på tilbud, der ikke er blevet indfriet.

Tage Thomsen er ikke i tvivl om, at det er de mange år med uvished om, hvad fremtiden bød for bygningerne, der har betydet, at han nu har fået lov til at købe Østergade 12, som han har overtaget med tilbagevirkende kraft fra 1. april.

For Tage Thomsen ligger der en stor forpligtelse i at overtage en af de bygninger, der hilser folk velkommen, når man kører ind i Fjerritslev fra øst - den vej, som mange turister i dag ankommer fra. Han er bevidst om, at bygningerne i årevis har været et omdiskuteret emne for byens borgere, der senest har været delte i spørgsmålet om, hvad fremtiden burde bringe for de ældre bygninger i Østergade.

Fra den virksomhed, der har forsøgt at skabe rammerne for en ny Aldi, har man fortsat håbet på at kunne købe bygningen af Tage Thomsen. Men det kommer ikke til at ske, fortæller Tage Thomsen. Han vil i stedet påtage sig opgaven med at gøre hans nyerhvervede ejendom til en bygning, som byen kan være bekendt at vise frem, når turister og kunder ankommer til Fjerritslev.

Bygning skal sættes i stand, i første omgang i stueetagen og på bagsiden, så den er klar til udlejning, fortæller Tage Thomsen, der håber, at de andre indehavere af de bygninger, der skulle have været ofret for en Aldi, nu vil tage hånd om opgaven med at puste nyt liv i facaderne og give bygningerne en ansigtsløftning, så husene igen kan blive smukke at se på.

- Jeg skal have ryddet op og så rykker håndværkerne ind efter påske, fortæller Tage Thomsen, der glæder sig til at tage hul på et nyt kapitel for sin egen virksomhed, lige som han glæder sig over at være medvirkende til, at Fjerritslev kan beholde sin helt særlige charme med de tætte og smukke ældre bygninger, der netop er noget særligt for byen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...