FODBOLDHISTORIE: En vellykket fusion mellem ærkerivalerne Kettrup og Gøttrup førte til, at førsteholdet hos herrerne opnåede en enkelt sæson i fodboldens serie 1

ØREBRO: 2. februar er det 50 år siden, der blev holdt stiftende generalforsamling i Ørebro Boldklub – i daglig tale kaldet ØB.

Der for inviterer klubben til jubilæumsreception i klubhuset ved Ørebroskolen på nøjagtig samme dato her i 2020. Det foregår i tidsrummet klokken 10-13, hvor bestyrelsen med Bo Bang Larsen i spidsen håber at se nuværende og tidligere spillere og trænere, tidligere bestyrelsesmedlemmer, naboklubber, sponsorer og folk fra lokalområdet i øvrigt.

I stedet for eventuelle blomster, vin eller lignende har ØB’s bestyrelse besluttet at ønske sig pengegaver, som kan indbetales via MobilePay 98846. Pengene vil gå til indkøb af nye rekvisitter til klubbens aktiviteter, oplyser bestyrelsesmedlem Bjarne Bonderup.

Næste trin i jubilæumsfejringen er lørdag 6. juni, hvor rejses telt til en stor aftenfest på klubbens baner, og et nedsat ad hoc-udvalg står for planlægningen.

Bjarne Bonderup fortæller videre, at Ørebro Boldklub kom til verden i 1970 ved en fusion mellem ærkerivalerne Kettrup Ungdoms- og Idrætsforening og Gøttrup Ungdoms- og Idrætsforening. Den første bestyrelse bestod af Robert Nielsen (formand), Preben Thorup (næstformand), Karl Rudolf Wadmann (kasserer), Tove Chortsen (sekretær), Per Imer Pedersen, Karen Margrethe Jensen og Mona Lisa Wadmann.

Foreningen har i de 50 år haft mange aktiviteter på programmet: fodbold, håndbold, badminton, dilettant, baller, præmiewhist, sommerfest, rock i grusgraven, udlandsrejser og forårsmesser i Fjerritslev sammen med FIF.

− Men vi må nok indrømme, at det gennem alle årene har været fodbolden, der har fyldt mest, fastslår Bjarne Bonderup.

Hjemmebanen for fodbold har altid været på Ørebroskolens baner, hvorimod håndbold de første mange år blev spillet såvel udendørs på hjemmebane som i Han Herred Hallen i Fjerritslev. Senere blev Thorup-Klim Hallen hjemmebane i samarbejde med Thorup-Klim Boldklub i regi af klubsamarbejdet TØK2000, og senest spilles der også håndbold i Trekroner Landsbycenter i klubsamarbejdet HS Han Herred mellem ØB, Thorup-Klim Boldklub og Trekroner Idrætsforening.

De første mange år havde klubben lokaler i Gøttrup gamle Skole, men købte så i 1984 den tidligere skoleinspektørbolig ved Ørebroskolen som et egentligt klubhus.

Ørebro Boldklub havde i 1980’erne sin storhedstid i fodbold, hvor der var op mod fem senior herrehold og et senior damehold foruden diverse ungdomshold. Førsteholdet hos herrerne spillede en enkelt sæson (1984) i serie 1 og er stadig det hold i Han Herred, som har været højest rangeret.

− På det tidspunkt mødte der op mod 60 herrer op til træning to gange om ugen, og der var både træner og hjælpetræner, husker Bjarne Bonderup.

− I dag er vi ligesom så mange andre ramt af mindre årgange og de unges mulighed for at deltage i så meget andet. Vi råder for tiden over to herre seniorhold samt mange ungdomshold i et samarbejde med Thorup-Klim Boldklub og håber også lige straks at have et dame seniorhold igen.

Bjarne Bonderup fastslår, at bestyrelsen ser lyst på fremtiden, da mange af seniorspillerne er unge mellem 17 og 22 år.

− Og så har vi heldigvis stadig også gamle, rutinerede kræfter at trække på! tilføjer han.

Op til 50-års jubilæet har klubben optimeret de udendørs faciliteter med ny måltavle, nye udskiftningsbokse, nye bandereklamer, vildmarksbad og nyt lysanlæg på træningsbanen. Banen skal i øvrigt drænes i løbet af året, da den har en tendens til at være oversvømmet forår og efterår.

ØB’s Støtteforening råder over et 180 kvadratmeter stort telt med gulv, borde og stole, som lejes ud. Det er typisk tidligere spillere, der står for opsætning af teltet, ligesom flere af dem altid sørger for, at der er ryddeligt i og omkring klubhuset. Desuden står støtteforeningens medlemmer for præmiewhist og hjælper med mange af de praktiske opgaver, der følger med det at drive en aktiv idrætsforening.

Ud over det rent sportslige har klubben også et stort lod i driften af shelterpladsen, der er etableret på modsatte side af vejen omkring en stor, lukket bålhytte. Pladsen besøges flittigt i løbet af året – både af lokale og turister – og samtidig kan de besøgende benytte den store motorikbane, som ligger lige midt på sportspladsen.

I jubilæumsåret består bestyrelsen for Ørebro Boldklub af Bo Bang Larsen (formand), Trine Hartvig Pedersen (næstformand/sekretær) og Niels Studsgaard (kasserer). Fodbold er repræsenteret ved Magnus Bonderup, Jakob Studsgaard og Bjarne Bonderup, mens repræsentanterne for ungdom er Bjarne Olsen, Simon Fisker og Mads Bang Larsen.

– En god blanding af rutinerede og nye medlemmer, så kontinuiteten er forhåbentlig sikret! lyder det fra Bjarne Bonderup, som samtidig slår fast, at klubben nu som før sætter det gode kammeratskab i højsædet og altid vil bestræbe sig på at tage godt imod nye medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...