Peter Kvist har været involveret i en lang række projekter til gavn for ølandboerne og gæster

ØLAND: Øland Sildelaug har uddelt hæderstitlen ”Årets sild 2020” til Peter Kvist, Øland, fremgår det af en pressemeddelelse:

- Peter har aktivt arbejdet for alle os øboer og de mange gæster, der lægger vejen forbi Øland, fortæller Michael Christiansen, der er oldermand i Øland Sildelaug.

- Blandt de mange lokale projekter, som Peter har været involveret i, er Hjertestierne i Øland Skoven, Glarborgen, Hjertestien på digerne ved Limfjorden og et projekt med boliger på Øland.

Hæderstitlen blev overbragt som en digital videohilsen på Peter Kvists 70-års-fødselsdag, mens sildelauget havde overtalt hustruen Birgitte Kvist til at overbringe selve diplomet i forbindelse med, at videofilmen blev vist for Peter Kvist.

Øland Sildelaug hædrer årligt en person med titlen Årets Sild. Den går til en person, der har udført en særlig indsats for øboerne og Øland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...