STEMNING: Bryggerhaven lægger plads til den traditionelle sommer-ølfest 20. juli

FJERRITSLEV: Lørdag 20. juli klokken 11-15 er der sommer-ølfest i Bryggergaardens have. Det er efterhånden en mangeårig tradition, som hvert år samler et stort antal besøgende.

Der udskænkes gratis smagsprøver på forskellige forsøgsbryg, som er fremstillet af Bryggergaardens eget håndbryggerlaug. Ligeledes kommer Thisted Bryghus og skænker ud af deres brede vifte af øltyper, herunder den nye »P. Kjeldgaard – Fjerritslev IPA«, som er lanceret i samarbejde med Fjerritslev Handelsstandsforening og Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

Derudover leverer Vagabonderne stemningsfuld musik med højt humør. Vagabonderne er tilbagevendende gæster ved ølfesten, og bandet spiller en skøn blanding af jazz, blues og gamle fiskersange.

Fra klokken 12 er det muligt at købe øl og en sildetallerken til en pris, hvor alle kan være med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...