Jammerbugt Kommune har i år øremærket 100.000 kr. til at støtte op om eventformål.

Alle foreninger, organisationer, sammenslutninger og netværk hjemhørende i Jammerbugt Kommune kan søge støtte og få del i de 100.000 kroner - men der er dog visse krav, der skal være opfyldt, for at komme i betragtning.

I kommunens vurdering af de ansøgninger, der kommer ind, vil man blandt andet tage højde for om der er et kommercielt perspektiv - om ens event direkte eller indirekte kan give et økonomisk eller beskæftigelsesmæssigt afkast for kommunens virksomheder. Der vil også blive set på, om arrangementet er af en kaliber, hvor man kan tiltrække midler fra andre steder eller om man som arrangør selv har sat penge af til arrangementet.

Derudover ser kommunen på, om der er et udviklingsperspektiv på arrangementet - altså om kommunens ved at støtte arrangementet kan være med til at udvikle det, så det bliver større og mere kommercielt orienteret.

Puljen kan samtidig også bruges til at søge om underskudsgaranti for arrangementer, så man som arrangører har et godt sikkerhedsnet, inden man går i gang.

For at søge skal man kontakte Jammerbugt Kommune og udfylde et ansøgningsskema. Ansøgningen skal være kommunen i hænde senest 15. januar og behandles på Økonomiudvalgsmøde 13. februar.

Vil man gerne vide lidt mere om mulighederne for at søge støtte til sit arrangement, kan man deltage i informationsmøde i aften torsdag 3. januar klokken 16 på rådhuset i Aabybro, hvor der også vil være rig mulighed for at få svar på de spørgsmål, man kunne have.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...