NYTÅRSKONCERT: Det nye år skydes i gang med manér, når Fjerritslev får besøg af tre veloplagte musikere fra Aalborg Symfoniorkester lørdag 25. januar

FJERRITSLEV: Matador-universet fra Korsbæk med alle de iørefaldende melodier og det kendte persongalleri flytter ind, når Kulturforeningen Tinghuset inviterer til nytårskoncert med tre veloplagte og velspillende musikere fra Aalborg Symfoniorkester lørdag 25. januar om eftermiddagen.

− Hvad sker der, når den gode historie er slut, og rulleteksterne er løbet hen over skærmen efter det sidste afsnit af den fængslende tv-serie, som talrige danskere har set gang på gang? lyder spørgsmålet i introduktionen til årets nytårskoncert.

Enten prøver forfatteren at lave den berømte og svære to’er, så der måske opstår et nyt univers af sidehistorier. Eller også får succesfortællingen lov at stå alene og tale for sig selv som det helt særlige værk, den nu engang er. Og så er det op til alle beundrere og fans at finde ud af, hvad de vil stille op med alle de løse ender og mulige fremtidsudsigter for alle personerne i fortællingen.

Det er faktisk, hvad der er sket blandt de utallige Matador-fans, som findes ud over det ganske land. Der er for længst lavet et brætspil over tv-serien, og Bakken har opført sit eget lille Korsbæk, som er befolket af skuespillere, ligesom de besøgende kan gå en tur på Postgaarden og nyde en god middag. Og de vellignende kulisser danner hvert år rammerne for »DM i Matador«, hvor deltagerne dyster i paratviden om de enkelte afsnit.

Ud over den udødelige titelmelodi rummer Matador-serien en hel del mere god musik. De tre hovedkarakterer i serien Elisabeth Friis, Kresten Skjern og doktor Hansen danner i slutningen af serien en klavertrio, som også har til formål at dække over deres engagement i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse. Da tyskerne kommer lidt for tæt på, brænder de det belastende materiale og opløser trioen med løftet om at spille igen efter krigen. »Efter krigen kan vi alt,« siger de til hinanden, inden de skilles.

Tre dygtige musikere, som alle har tilknytning til Aalborg Symfoniorkester, og som efterhånden har gæstet Fjerritslev et par gange, har ladet sig inspirere af historien og musikken i Matador. Klavertrioen, som består af Synnøve Gustavsson (violin), Hanne Houengaard (cello) og Arne Jørgen Fæø (klaver), har forsøgt at tage den musikalske tråd op, hvor serien sluttede, og sammensat et program, som består af

musik fra den folkekære serie, samt stykker, som meget vel kunne have været spillet, hvis Matador-trioen havde givet en hel koncert på Postgaarden i Korsbæk.

− Publikum kan således glæde sig til et farverigt og varieret program med smuk musik, og sammen med et par gode historier fra de svundne tider i Korsbæk er der lagt op til, at alle kommer i den skønneste Matador-stemning, fastslår formand Per Gregersen fra Kulturforeningen Tinghuset. Han tilføjer, at billetter kan købes hos Renés Vin og Grønt eller bestilles via Tinghusets hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...