NATUR: Lodsejere har sammen med Jammerbugt Kommune knoklet for at finde en løsning, hvor man har byttet jord, så naturen får de bedste betingelser for at udfolde sig - det danner grobund for fantastiske naturoplevelser og jagt. Og det skal fejres

Sammenhængende naturarealer, forvaltning af fælles jagtinteresser, adgang til naturen og formidling af områdets natur- og kulturværdier. Det er eksempler på resultater, der er kommet ud af pilotprojektet Mulitfunktionel Jordfordeling i området mellem Bulbjerg og Slettestrand, som lodsejere i samarbejde med Jammerbugt Kommune besluttede sig for at kaste sig over for mere end et år siden.

Nu ligger resultatet endelig klar og det er bestemt ikke noget, man skal kimse ad. Det unikke samarbejde mellem lodsejerne og Jammerbugt Kommune har åbnet muligheden for, at området bliver en naturperle - og det ikke kun for borgerne i lokalområdet, men også for turister fra hele Danmark.

Det skal fejres og derfor indvier Jammerbugt Kommune fredag 26. april klokken 13 det spændende publikumsanlæg i området.

Det nye samarbejde mellem lodsejerne og kommunen har skabt grobund for, at man har kunnet etablere en udsigtsplatform, en markeret rute, en ny p-plads og informationstavler på Gl. Kongevej i Fjerritslev. Alt dette er samlingsstedet, når Jammerbugt Kommune inviterer alle interesserede til markering af arbejdet med Multifunktionel Jordfordeling.

Arbejdet med Multifunktionel Jordfordeling lyder som en enkel opgave - men der har været mange interesser i spil og en nye fordeling af jorden har betydet, at mange mennesker skulle sætte sig ned for at tage en snak om muligheder og drømme for fremtiden. Det har resulteret i lokale løsninger, der tilgodeser brugen af områdets natur- og landbrugsområder; blandt andet i forhold til de unikke parabel-klitter, naturkvalitet, adgangsmuligheder, infotavler og skånsom jagt på i alt 38 hektar jord.

For at gøre dagen til en ekstra festlig oplevelse, har Jammerbugt Kommune inviteret over 100 skolebørn, som kommer for at synge på parabelklitten, Fårdam Sande. Der bliver også taler ved blandt andet Søren Møller, formand for Collective Impact, Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord og Søren Rosenberg, formand for DN Jammerbugt.

- Dagen kommer til at byde på et spændende og alsidigt program, hvor vi kommer til at se resultatet af det jordfordelingsprojekt, vi er med i. Vi kan allerede nu se, hvordan Multifunktionel Jordfordeling kan være med til at finde holdbare løsninger i forhold til nogle af de samfundsmæssige udfordringer, vi har inden for landbrug, klima og vandmiljø. Gennem samarbejde med lokale landmænd er vi kommet langt, fortæller Jens Christian Golding, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

Sammen med tre øvrige kommuner er Jammerbugt Kommune med i et pilotprojekt for at gøre erfaringer med Multifunktionel Jordfordeling. Erfaringerne fra kommunerne skal på sigt bruges til at rulle en jordreform ud i hele landet - og de positive takter i kommunen er på mange måder med til at skabe et tydeligt signal om, at man i Jammerbugt Kommune er i stand til at få ting til at ske.

Jammerbugt Kommune har fået erfaringer med at omlægge 100 ha jord i samarbejde med lodsejere gennem frivillige aftaler i form af blandt andet byttehandler, der understøtter anvendelsen og udviklingen af landskabet, så det opfylder samfundets mangfoldige behov - både i forhold til effektiv fødevareproduktion, rent grundvand og attraktive landskaber til boliger og fritidsaktiviteter.

Konkret har samarbejdet blandet andet resulteret i en række informationstavler med input fra lokale interesseorganisationer om jagt, landbrug, klitplantage, natur, kalkovn, fiskeri og friluftsliv, en markeret rute, som grænser op til Nordsøstien til udsigtsplatform og shelter ved parabelklit, en overdækket infostander ved Klim Strand Camping, opsætning af kreaturhegn for at sikre en skånsom naturpleje med græssende heste/kvæg, hvor den sjældne sommerfugl Hedepletvinge har sit levested samt tinglysninger vedr. naturpleje, adgang og jagt.

Jordfordelingsprojektet passer godt ind i de øvrige planlægningsmæssige tiltag, Jammerbugt Kommune arbejder med og derfor fortsætter kommunen det gode samarbejde med lodsejere, skoler, foreninger, erhvervsliv mv., der er skabt i løbet af projektet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...