Hverken første eller anden lockdown har stoppet udviklingen, for medlemmerne har bakket op

KLIM: I nye lokaler ved Thorup-Klim Hallen ligger Thorup-Klim Motionscenter. I det åbne rum pynter håndsprit rundt omkring, og sorte motionsmaskiner med to meters mellemrum skinner blankt. De er nemlig splinternye.

Motionscenteret startede i det små i 2006. Man købte bugte maskiner og var gemt væk i små lokaler i et område af Thorup-Klim Hallen.

- Vi har udskiftet maskiner, der efterhånden var 25 år gamle, forklarer formand for motionscentret Kristina Søndergård.

I 2019 flyttede motionscenteret ind i helt nye lokaler, der var tilbygget Thorup-Klim Hallen. Kristina Søndergård tiltrådte i august 2019 som formand for det frivilligt drevne motionscenter, og i starten af 2020 opstod tanken om nye maskiner til centeret.

Men året tog en pludselig drejning i marts. Danmark lukkede ned på grund af corona. Stedets eneste indtægt er medlemmernes abonnement, og med et lukket center var det ikke længere garanteret, at medlemmerne ville fortsætte.

- Vi var så heldige, at vores medlemmer ikke stoppede deres abonnement, selvom vi måtte lukke ned, fortæller Kristina Søndergård.

Efter motionscenterets første lockdown, så planen om de nye maskiner stadig ikke så fjern ud. Derfor kunne de i starten af november glade vise de nye maskiner fra BM Fitness frem. Der skulle dog ikke gå mere end et par dage, før syv kommuner i Nordjylland lukkede ned, og dermed ramte en anden lockdown motionscenteret. De nye maskiner måtte dog kun vente i lukkede lokaler to uger, før medlemmerne kunne vende tilbage.

- Det er udelukkende medlemmernes fortjeneste, at de nu kan benytte sig af helt nye maskiner, når de er nede at træne, siger Kristina Søndergård.

Det store, åbne lokale, de nu har fået til rådighed, har også betydet, at der med restriktionerne stadig er plads til dobbelt så mange som i de gamle lokaler. Trods årets udfordringer har Thorup-Klim Motionscenter mærket en stor velvillighed fra medlemmerne, og alle de frivillige instruktører glæder sig til at gå det nye år i møde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...