Fjerritslev Gymnasium udvider college med 36 nye boliger

FJERRITSLEV: I 2017 flyttede 13 unge gymnasieelever ind på Kroen i Fjerritslev. De blev den spæde start på tre succesfulde år med Fjerritslev College, et kollegium til Fjerritslev Gymnasium. Snart efter blev kroen fyldt op, og ved skolestart i august 2020 åbnede 40 nye kollegieboliger få meter fra gymnasiet. Allerede i september var de i alt 56 pladser optaget.

Det er mildest talt gået stærkt, men gymnasiet har ikke planer om at sætte farten ned i den nærmeste fremtid. 11. december kunne man nemlig annoncere, at Jammerbugt Kommune har godkendt byggeriet af yderligere 36 collegeboliger samt et mindre antal særboliger.

- Vi har oplevet en fortsat stor interesse for college. I sommer optog vi 34 nye collegeelever, fortæller rektor Mikkjal Hemsdal. Alle pladser har i dette skoleår derfor været fyldt op.

31 af de nye kollegianere er udefrakommende, og formålet med college er også at kunne nå bredere optageområde.

- For os er målet en kapacitet på 75 collegelever, forklarer Mikkjal Hemsdal.

Med tilbygningen bliver der 76 collegeboliger til udlejning, og således opnår de deres mål. Det svarer til, at tre gymnasieklasser kan fyldes op med sikkerhed.

- Det gennemsnitlige elevtal er faldende i Danmark, og det vil især ramme udkantsområderne. Derfor skal vi kunne åbne muligheden for at flere udefrakommende kan få en plads på efterskolernes gymnasium.

I samarbejde med Boligselskabet Domea har skolen udarbejdet kollegiets udvidelsesplan. Det vil være yderligere 36 enrumsboliger på 25 kvadratmeter, samt få større boliger med handicapfaciliteter.

- Vi vil gerne imødekomme specialbehov. Samtidig kan boligerne benyttes til overnattende forældre på besøg.

De nye boliger placeres nord for det eksisterende fælleshus.

Der vil blive opført endnu et fælleshus med fællesrum, køkken, kontor, mødelokale og fællestoiletter.

- Vi håber at kunne begynde byggeriet snarest, så nogle af boligerne allerede kan stå indflytningsklar til næste skoleår i august.

11. december godkendte Kommunalbestyrelsen Jammerbugt de 36 nye ungdomsboliger til Fjerritslev College.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...