På Klim Sparekasses repræsentantskabsmøde på Vesløs Kro blev der valgt to nye medlemmer til sparekassens bestyrelse.

De nye bestyrelsesmedlemmer er 36-årige Søren Nørmølle, Vester Thorup, der er uddannet agrarøkonom og arbejder som selvstændig landmand med mælkeproduktion og planteavl, samt 33-årige Kristina Kristensen, Klim, der er uddannet cand.oecon. fra Aalborg Universitet og arbejder som økonomisk konsulent hos Forvaltningsservice i Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen i Jammerbugt Kommune.

Bestyrelsesvalget betød samtidig et farvel til Jørgen Hasager, Fjerritslev, der ikke ønskede genvalg efter hele 41 års bestyrelsesarbejde, heraf 10 år som formand fra 2002 til 2012. Endvidere ønskede Karl Otto Damsgaard, Klim, ikke at fortsætte efter 22 år i bestyrelsen, heraf 13 år som næstformand i perioden 2005-18.

Formand Else Myrup Kristensen rettede en stor tak til Jørgen Hasager og Karl Otto Damsgaard for deres store og engagerede indsats til gavn for Klim Sparekasse gennem den lange årrække. Dermed har de begge medvirket til sparekassens meget positive udvikling de seneste mange år, og de har altid bidraget til et godt og konstruktivt samarbejde i bestyrelsen.

Genvalgt til bestyrelsen blev Svend Sunesen, Øsløs, og Per Boelt Christensen, Thorup Strand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...